Jeg vil skifte bank og har taget en fridag for at holde møde med et par kandidater, og så kan jeg kombinere det med nogle andre ærinder i byen.
Alle sæder i bussen er besat, så jeg må stå op, og snart må jeg klamre mig med begge hænder, for chaufføren tog kørekort i en russisk tank under kampen om Stalingrad. Hun ligner ellers en i fyrrerne, men køreteknikken afslører hende.
Det tager max 10 minutter at købe jeans. Jeg ved, hvad jeg befinder mig godt i, og gider ikke prøve alle mulige andre mærker for at få bekræftet, at erfaring sparer tid.
Nu skal der slås en time ihjel inden mødet i den første bank. Jeg vil nemlig væk fra gebyrgribbene. Det er ikke uhyrlige summer, men deres begær frastøder mig, og man kan kalde det min protest. Jeg er ikke til for dem.