I 2008 var vi på charterrejse til Sicilien, og en udflugt førte os til Siracusas gamle by. Det var kærlighed ved første blik.
Dengang vidste vi ikke, at det er nemt at tage toget fra Giardini Naxos, så vi valgte en bustur arrangeret af charterselskabet.
Den var halvdyr, og den unge guide ævlede non stop, men da vi havde 1½ time på egen hånd i Siracusas gamle by, følte vi os straks hjemme; det var kærlighed ved første blik.
Prægtige palazzi i værdigt forfald, krogede gader, gyder, piazzaer, porte – byen oser af historie og atmosfære. Den gamle by ligger på en forholdsvis lille ø, og det giver en slags intimitet.
Den er ikke storslået som Venedig, den er mere luvslidt, men til gengæld er den meget ældre. Grækere grundlagde byen i 734 før vor tid, og den var en stormagt, længe før Rom førte sig frem. Siracusa var fx med til at banke Athen i den peloponnesiske krig.
Som en af mange historiske detaljer kan nævnes, at domkirkens søjler er fra et græsk tempel, som stod samme sted. Her kan man helt bogstaveligt føle historien.



