Som at være på Sicilien

Jeg har skrevet rejsedagbøger og ordnet fotos fra Sicilien, og med vejret denne maj har det været som at være tilbage – sådan da.

Giardini Naxos

Giardini Naxos med Taormina og Castelmola i højderne til højre.

Det har været den bedste maj i mands minde, hvis man da holder af sol og varme. At komme hjem fra Sicilien var som at komme tilbage til Sicilien. Altså vejrmæssigt – der mangler jo lidt punch i tomaterne og den slags.

Jeg fortsætter med at skrive rejsedagbøger. Havde jeg ikke skrevet de andre, ville det i dag være næsten umuligt at huske den ene rejse fra den anden, og med detaljerne ville det være helt håbløst.

Jeg har lagt dem ud på hjemmesiden. Den ene dækker tiden i Siracusa, den anden opholdet i Giardini Naxos.

Hvor underholdende det så er at læse om vores driverliv og sagaen om den forsvundne kuffert, er jeg sådan set ligeglad med. Nu er de der, og så kan folk læse dem, hvis de gider, eller hvis de vil vide, hvor man spiser godt.

Ellers har det været terrasseliv, når man ser bort fra timerne på jobbet. Der har været tid til det her, hvor man ikke ser rødvinsglasset:

Grillspyd

Det gyldne til venstre er polenta.

Og det her hvor man næsten ikke ser hvidvinsglasset:

Laks med spinat

Laks med spinat

Tot har haft det varmt:

Tot har det varmt

Vores have er spisekammer for mindst to solsortefamilier, og her er en unge fra første kuld ved skålen med kattetørkost, som er et velkomment kosttilskud for fuglene.

Solsorteunge

Andet kuld opdrages lige nu til at spise kattemad og undgå selv at ende som sådan.

Sommervejret er så midlertidigt på hold. Da jeg skulle hjem fra arbejde i dag, nåede jeg lige at parkere firmacyklen i cykelskuret, så begyndte regnen at tromme voldsomt på taget.

Jeg kom i regntøjet dansende på ét ben, og da jeg havde cyklet ca. 300 meter, holdt regnen op.

Jeg nåede hjem i tørvejr, fik tjekket postkassen, kom ind igen – og så begyndte det at styrte ned.

Godt, at noget af terrassen er overdækket. Så kan der for min skyld komme monsunregn, men jeg foretrækker dog en sommer, jeg kan elske, og det er sådan en med sol og varme. Der er sandt for dyden mørke og kulde nok resten af året.

/Eric

12 tanker om "Som at være på Sicilien"

  1. Stegemüller

    Vores sommer pt. er så dejlig, og vi må ingen omstændigheder klage. Der er faldet noget regn gennem et par dage, og det er godt for vores landmænd!

    Jeg gik ned for at handle, og termometeret ved “Hvidovreparken” viste 30 grader. Det er for varmt for mig, men jeg sidder gerne i ly under en parasol på en café og drikker en stor kold øl.

    Jeg skulle gå hurtigt for at mine to liter mælk ikke skulle blive “kedelige”.

    Tot har det så fint i skyggen!

    Svar
    1. Eric

      Tot kan godt lide at solbade, men når det bliver for varmt, søger han skyggen og (relativt) kolde flader at ligge på. Det med, hvordan man har det med temperaturen, er en funktion af luftfugtigheden, men uanset luftfugtigheden bekymrer jeg mig ikke om mælk – det har jeg stort set ikke drukket, siden jeg kunne forsvare mig selv 😉

      Svar
      1. Stegemüller

        🙂

        Mælken er såmænd kun til kaffen. Jeg kunne aldrig finde på at drikke et glas mælk, men i kaffen hører den til! De dage, hvor der ikke er nok tilbage, er morgenen næsten ødelagt…

        Jeg har haft kat hele mit liv, så jeg ved, at de søger de relativt kølige pladser eller i hvert fald lige der, hvor man har sit fokus, fx lige over tastaturet. Og sådan er det så skønt at have kat…

        Svar
  2. Pia

    Det er i den grad blevet sommer, selvom maj egentlig kun er forårsmåned. Vi fik kun 8 mm vand i mandags, og det er slet ikke nok til landmændene. Her på matriklen, skal vi nok klare os.
    Jeg nyder, det er et fantastisk vejr at cykle i, når nu man skal sikke inde og lumre hele dagen.

    Svar
    1. Eric

      Vejret har været pragtfuldt, og sådan må det gerne fortsætte 🙂

      Intet er nok til landmændene, i hvert fald ikke deres organisationer. Relativt få personer får omtrent det samme i EU-støtte som den samlede kontanthælpsudbetaling i DK, men det hører man ikke meget om. For en naiv lønmodtager uden kommerciel nyttehave virker det vanvittigt.

      Svar
    1. Eric

      Det kan jeg godt forstå – maden på Sicilien er fantastisk med fremragende råvarer og fremragende kokke. Vi fik vel kød 3-4 gange, resten var en fest med pasta, grøntsager og alt godt fra havet – og “alt godt” dernede dækker et meget bredere spektrum end her.
      Desværre var der ingen søpindsvin på markedet i år. Jeg havde ellers sat mig for, at NU skulle snottet smages. Jeg får nok chancen en anden gang 🙂 Det er ikke sikkert, at jeg kan li’ det, men der ved man jo ikke, før man har smagt …

      Svar
  3. Ellen

    Alene dine madbeskrivelser kunne lokke mig til Sicilien. Jeg behøver jo ikke at tage derned, når det er meget varmt. Den sommer, vi har her i maj, er næsten for meget til mig, men sådan er vi jo så forskellige … heldigvis 🙂

    Svar
    1. Eric

      Dine smagsløg vil elske Sicilien 🙂 Man skal ikke tage dertil i juli eller august, medmindre man er hårdfør over for varme. Maj passer os fint, alt er frodigt og grønt, og så høstes kirsebærrene (og en masse andet). Er man til fisk og anden havmad, er det paradis.

      Svar
  4. Jørgen

    Så er begge rejsebeskrivelser læst og alle billederne set – det hele med stor fornøjelse. Konklusionen er at I er gode til at holde ferie – livsnyderferie kan man vist kalde det.

    Svar
    1. Eric

      “Livsnyderferie” er et godt ord, som dækker fint. Vi nyder det i hvert fald – om andre ville, er en anden sag.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.