Sneen er næsten væk, og de små erantis spirer ukueligt. Jeg har tvivlet, men måske får vi forår alligevel.
Nu sneen er ved at være væk, kommer raketterne fra nytårsaften også til syne, men jeg har ikke fjernet dem endnu. Der er tid nok.
Det er morgen, og jeg venter på mit lift på det aftalte gadehjørne. Det er en lille villavej, som ikke er blevet ryddet for sne.
En taxi kører ind i indkørslen ved huset bag mig. Chaufføren stiger ud, sparker lidt til sneen og siger vredt, at nu skal man sgu’ til at skovle igen.
– ”Forhåbentlig er det da sidste gang denne vinter,” svarer jeg forsonende.
– ”Jeg kørte sgu’ fast tre gange i nat i det lort!”
– ”Ja, det er træls. Også for cyklisterne,” siger jeg og nikker i retning af en cyklist, som kæmper sig gennem snemasserne.
– ”Det er livsfarligt! Det sku’ fandme forbydes. Jeg så en pige med to børn – tænk hvis hun nu væltede. Med børn og det hele. Det sku’ fandme forbydes!”
– ”Hm”
– ”Nå, men det skovler jo ikke sig selv.”
Manden henter en sneskovl og går i gang med fortovet. Han stakker ikke sneen langs kantstenen, men smider den helt ud på kørebanen. Taxien kører tomgang i indkørslen.
Så kommer mit lift.
Når man alligevel forbyder så meget, kunne man vel også forbyde et lille ord, som er en samfundsskadelig opfordring i denne tid.
Jeg tænker selvfølgelig på ”gisne”.
Nogen har misbrugt det ord på det groveste, og jeg synes ærlig talt, at det er upassende at be’ om mere. Det koster samfundet uhyrlige summer, og mange har ikke salt til et æg.
For den sags skyld kunne man også overveje ”visne”, for jeg har set mere end rigeligt. Jeg går varmt ind for ytringsfrihed, og derfor må der være en snegrænse.