Tag-arkiv: Tenerife

Ankomst til Puerto de la Cruz på Tenerife

Vi ankommer til Puerto de la Cruz. Det har været en lang dag på flugt fra snestormen, og det er skønt at komme til Tenerifes milde klima.

Busturen fra lufthavnen i syd til hotellet i Puerto de la Cruz på nordkysten tager ca. 1½ time. Undervejs skifter landskabet fra gold ørken til overdådig frodighed.

Spanske skinker

Vi går straks hen til supermarkedet. Det er søndag, og vi kan ikke huske, hvornår det lukker. Vi køber nogle nødvendigheder og nogle unødvendige behageligheder. Supermarkedet er særdeles velassorteret, og priserne er lave efter dansk standard.

Hvad med et kilo friske, ukogte kæmperejer til 7,95 €? Eller en hel spansk skinke til 42? Skinkerne har en garanteret minimumsvægt på 6,1 kg. Tænk sig at have sådan en hængende, man kunne gå og hyggesnitte af.

Vi fantaserer om, hvordan man kan smugle køllen til Danmark, men da den næppe kommer igennem som golfudstyr, er der nok kun at betale overvægt, og så er fidusen gået fløjten.

Fisk i supermarkedet

Tilbage i lejligheden slapper vi af på altanen. Jeg går ned i lobbyen, hvor der er wifi. Man trækker ID og password i en automat med møntindkast. Jeg kan tilslutte mig netværket, men ikke internet – logon-siden dukker aldrig op.

Jeg har ikke problemer andre steder, så hvorfor lige her? Portieren er flink, men ved nada. Øv! Jeg må nøjes med hotellets slæde af en PC med møntindkast og spansktalende tastatur. Glem alt om blogindlæg med breaking news fra feriens frontzone. 🙁

Læs resten

Dramatisk flugt fra snestormen

Snestormen rasede, da flyet skulle lette mod Tenerife. Det var mere dramatisk end morsomt, selvom det måske er hverdagskost i Sibirien.

Taxaen blev bestilt til at komme ekstra tidligt søndag den 9., for fyren i den anden ende sagde, at forsinkelse var sandsynlig pga. de mange julefrokoster og den varslede snestorm.

Det dryssede dog kun ganske lidt, da taxaen ankom (punktligt), og det tog ikke længere tid end normalt at komme til lufthavnen. Check in var hurtigt overstået, og så kunne vi bare vente ekstra længe.

Læs resten

Så er vinterferien på Tenerife bestilt

Så er vinterferien til Tenerife bestilt. Lidt uopfindsomt til Puerto de la Cruz igen, men der har vi det godt, og øen er god mod vinterkuller.

Om vinteren rejser mange på skiferie for at forbedre deres chancer for knoglebrud. Det kan vel sammenlignes med dødsdrift, og skiferier kunne med rette pålægges en særskat, når man tænker på, hvilke uhyrlige summer de koster samfundet.

Jeg anerkender så klart andres frie ret til at brække både arme og ben, men selv kunne jeg ikke drømme om at betale for øget risiko. Jeg ser så rigelig sne på fortovet, hvor jeg har rydningspligten.

Nej, lad mig få sol og varme. Det er medicinen mod vinterkuller, når dagene bliver for korte, og batterier til cykellygterne fylder i budgettet.

Vi har det egentlig bedst med selv at arrangere vores rejser, men der er ikke så mange muligheder om vinteren, når man kun har en uge, og kravet er sol og varme – derfor en charterrejse til Tenerife med bekvem afgang fra Aalborg.

Det er fint med nye eventyr, men man tager ikke på en uges smuttur til fx Sydafrika eller New Zealand. Vi har befundet os godt i Puerto de la Cruz og ser frem til en uges afslapning i kendte omgivelser.

Det er rart at have noget at se frem til, når hverdagen ind imellem bliver for grå, og når vi kommer hjem fra Grækenland og skal i gang igen, kan vi sige til hinanden:

”Så, nu er der ikke så længe til, at vi skal til Tenerife!”