På vej til mit arbejde er der en strækning, som myldrer med vinbjergsnegle, når det har regnet.
Når asfalten er våd, skal de absolut krydse gaden. Eller måske har de en dødsdrift, for mange bliver kvast af biler. I år har det regnet meget.
Når jeg ser sådan en fætter puste ud på asfalten, kan jeg identificere mig med den. Ligesom den er på vej mod det grønne på den anden side, er jeg på vej mod næste weekend.
Jeg fik beskeden, da jeg sad og opsatte til i morgen, hvad jeg ikke nåede i dag.
Jeg glædede mig ellers til at holde fri til tiden. Jeg glædede mig over, at præsidentvalget er overstået i morgen, så der kan komme substans i nyhederne. Jeg glædede mig over, at der var noget at glæde sig over.
Så kom beskeden i en mail: en af mine venner er blevet fyret og fritstillet.
Skal man ringe? Hvad nu, hvis hun ikke har lyst til at snakke?
Jeg sendte berøringsangst en mail. Det kommer ikke andre ved, hvad jeg skrev, men én af tingene var, at med hendes begavelse, viden, charme og humor må hun kunne vælge og vrage.
Glæden er væk lige nu, men den kommer selvfølgelig tilbage. Måske i morgen. Inderst inde tror jeg på, at det bliver weekend igen.
Det har været lidt for hektisk på jobbet den sidste tid. Jeg griber mig selv i at fantasere om den tid, hvor jeg kan gå på efterløn.
Eller hvorfor ikke førtids-efterløn? Nå, nej det er nok tosseoptimistisk.
Okay, hvad så med førtids-ferie eller bare helt ydmygt en førtids-weekend?