Tag-arkiv: Zorba

Musikaften og pausemusik

Der var musikaften på Taverna Zorba i går. Bandet spillede som vanlig godt, og i pausen kom jeg til at tænke på en anden pause sidst i 70’erne.

Paganini - Auguste Amant Constant Fidèle Edouart [Public domain], via Wikimedia CommonsDer var dengang en studentikos restaurant i Jomfru Ane Gade ved navn ”Regensen”, og et band spillede irsk folkemusik, eller noget der lignede. I pausen gik en mand på scenen.

Han så sydlandsk ud, og i mørkt jakkesæt og hvid skjorte lignede han afgjort ikke det øvrige publikum. Tiden var til hønsestrik og fløjlsbukser og måske Che Guevara på væggen.

Om han brugte sin egen violin, eller den der holdt pause, husker jeg ikke, men da han satte i med at spille, forstummede al samtale hurtigt, for han spillede blændende dygtigt og medrivende.

Er der et stykke for violin, der hedder ”Ildfluen” eller noget i den retning? Det var iørefaldende, sigøjneragtig musik og som skabt for den, der kan spille med suveræn teknik.

Han gav et nummer eller to, bukkede og gik så tilbage til sit bord. Det tog lidt tid, før samtalen summede igen, og fløjlsbuksemusikken lød noget riflet efter pausen.

Jeg ved ikke, hvem han var, men et rumænsk ensemble besøgte vist byen på samme tid, så det er nærliggende at koble.

Restaurant Regensen er for længst borte, og Jomfru Ane Gade er en anden. Jazzhuset Louis er også væk. De solgte billige bajere tirsdag aften, så halvdelen af universitetets studerende sov længe onsdag. Universitetet var lille dengang.

Heller ikke i dag har vi kondition til at møde tidligt og være i form, når vi har været til festivitas til efter midnat, så vi nyder en planlagt fridag på terrassen.

Her undrede det mig for et øjeblik siden, at jeg ikke kunne få Dylans ”Blowing in the wind” ud af hovedet, men så slog det mig, at skovduen i fyrretræet kurrer omkvædet igen og igen: ”The an-swer my friend”.

Ja, det synger den selvfølgelig ikke med de ord, men det er samme ku-kuu-rytme i due-dur. Skal den ikke snart holde pause?

/Eric

Ged er godt

Vi har flere gange sagt til Marius på Taverna Zorba, at hvis han fik ged på menuen, skulle han endelig sige til. Det gjorde han så i går.

Da jeg var knægt, syntes vi det var mægtig skægt at sige ’præstens ged på marken’ og den slags, men der skulle gå næsten 50 år, før jeg smagte ged for første gang.

Ged på Telendos

Det var i Grækenland – langtidsstegt og i kraftig tomatsauce med et strejf af kanel/allehånde. Siden har vi fået ged flere gange i Grækenland, og i Rom var vi heldige på Osteria della Suburra i Monti-kvarteret.

Hvis nogen tror, at ged smager, som gedeost lugter, tager de grundigt fejl. Det er magert kød, som med den rette tilberedning bliver så mørt, så mørt, og det tager vel mod krydring. Kolesterolindholdet er i øvrigt lavt, hvis ellers det betyder noget.

Vi har af og til sagt til Marius, at hvis han en dag fik fat i en ged, skulle han endelig sige til, og det gjorde han så i går.

Læs resten