Danmarks produktivitet og velstand, Lenes afgrund

En rapport siger, at Danmarks produktivitetsstigning er helt til rotterne. Vi er langt dårligere end f.eks. Irland og Island. Øh…pause!

En artikel i Politiken bærer overskriften: ”Rapport: Vores velstand er truet” og nedenunder er der et stort billede af Lene Espersen.

En nærliggende kobling, vil nogen sikkert mene, men artiklen drejer sig faktisk om produktiviteten i Danmark. Ifølge en rapport fra Økonomi- og Erhvervsministeriet har stigningen i Danmarks arbejdsproduktivitet været helt til rotterne siden 1995, og det truer vores velstand, så vi ender i Lenes afgrund.

Ja, jeg ved ikke, hvordan det er på din arbejdsplads, men jeg kan forsikre, at på min er antallet af ansatte faldet støt i den nævnte periode, og de, der er tilbage, løber stærkere end nogensinde før.

Nå, men se så nedenstående graf over den gennemsnitlige årlige vækst i arbejdsproduktiviteten:

Årlig stigning i procent.

Årlig stigning i procent.

Grafen har jeg uproduktivt sakset fra ministeriets skrivelse, og den illustrerer jo glimrende, hvor ringe det står til.

Det er nok bare mig, der ikke forstår sammenhængen mellem produktivitet og velstand. For jeg kan jo ikke forstå, at Irland og Island kan være bankerot og dybt nede i Lenes afgrund, når de topper flittig-listen. USA på femtepladsen har længe været statsbankerot – der er bare ikke nogen, der tør erklære dem konkurs.

Så her punkterede min ballon, og al forståelse fes ud. Jeg kunne ikke tage rapporten alvorligt længere og gad ikke læse den færdig. Så jeg er måske gået glip af forklaringen på dette velstandsparadoks.

2 thoughts on “Danmarks produktivitet og velstand, Lenes afgrund

  1. Eric

    @Henrik
    Din forklaring lyder såre logisk. Netop derfor var det måske – lad os sige “pædagogisk uheldigt” – at bruge Irland og Island i sammenligningen uden kommentarer.
    Det efterlader en bismag af, at rapporten er tendentiøst bestillingsarbejde fra ministeren, Lene Espersen.
    Irlands regering har iøvrigt bebudet, at de offentligt ansattes løn + pension skal nedskæres med 6,85 %, og i dag var der strejke af samme grund.
    Om det i økonomisk terminologi giver højere produktivitet, ved jeg ikke, men det giver i hvert fald ikke højere velstand.

    Svar
  2. Henrik

    Et billede af Lene Espersen siger du? Det er nok til at holde mig væk fra den rapport…

    Uden helt at have sat mig ind i hvad sagen drejer sig om, så vil jeg da alligevel komme med mit syn på paradokset. Fra studietiden mener jeg at kunne huske at sådan nogle vækstkurver ikke er lineære, men i høj grad afhænger af niveauet: Et højproduktivitetsland har svært ved at opretholde høje vækstrater, fordi mulighederne for vækst udtømmes, og derfor vil uproduktive lande slå os med højere vækstrater. Sådan er det vistnok også med vækst i BNP.

    Irland og Island er special cases. De havde et massivt inflow af kapital før krisen som de bruges til teknologiforbedringer etc. der øger produktiviteten. Irland havde i tillæg adgang til rigelig med billig polsk arbejdskraft.

    Just my 2-cents. 🙂

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *