Malta januar 2023

I går ankom vi til Dansk Folkeferies center på Malta efter en begivenhedsløs rejse, og vi har nu fundet os til rette i en veludstyret bungalow.

Når jeg skriver ”begivenhedsløs rejse” skal det forstås positivt.  På denne charterflyvning var der ingen slumreforstyrrende salg af skrabelodder, parfume, whisky og hvad ved jeg.

De grå hår var i stort flertal, og de få, små børn var prisværdigt afdæmpede. Det er nok anderledes om sommeren. Mange af de gråhårede var helt sikkert stamgæster, sådan som de hilste på hinanden og snakkede løs.

Busturen fra lufthavnen til Mellieha Holiday Centre tog 45 minutter, og man fik et indtryk af Maltas tætte bebyggelse samt af landskaber, der på denne årstid er saftiggrønne. Sikken modsætning til det brunsvedne vi oplevede i september 2005 og 2006!

Det vakte ikke begejstring, at vi måtte vente 2½ time (til 14:45) på at få nøglen til vores bungalow. Ganske vist kunne vi nyde en gratis ting i baren, men vi ville hellere have haft nøglen. Det kan gøres bedre!

Bungalowen

Opholdsstue

En del af opholdsstuen

Til gengæld er den treværelses bungalow særdeles fin. Den er veludstyret, og de eneste mangler, jeg lige kan komme på, er en espressomaskine og tøjklemmer. Knivene er sløve, men det er de altid, så vi medbringer altid en, der kan skære.

Gårdhave

Gårdhave

Til bungalowen hører en lukket gårdhave, men den har vi ikke haft fornøjelse af, for i går var der byger, og i dag er der heldagsregn. Regnen til trods er der 10-14°, hvilket er lunt sammenlignet med råkulden i Danmark.

Vejrudsigten siger regn, regn og atter regn, så det er godt, at vi har nok af indendørs sysler såsom computere (WiFi’en er velfungerende), krydsord, strikketøj, læsestof m.m.

Regnen havde vi selvfølgelig helst været foruden, men sådan er det.

Supermarkedet

Centeret har et supermarked, som vel bedst kan sammenlignes med et forvokset minimarked. Det har en del fornødenheder, men fx ikke fersk kød. Priserne tager ved, men vi er jo ikke taget afsted for at spare.

Restauranten

Centerets restaurant hedder ”The Great Dane”. Jeg har læst mig til, at det ikke har noget at gøre med Dansk Folkeferie, men at der for år tilbage var en grand danois, altså en hund.

Dér spiste vi i aftes, og vejret taget i betragtning bliver det næppe sidste gang. Det var såmænd også OK, selvom englene ikke sang i kor.

Kaptajnen (”krofar”) er rødmosset og har, set i profil, en imponerende kropshyperbel, hvis hældningskoefficient sikkert påvirkes af, at han jævnligt snupper en bid fra buffeten.

Han taler noget dansk, og det er sikkert en stor fordel, når en del af klientellet ikke behersker engelsk så godt. Betjeningen var fin og gesvindt.

Andre faciliteter

Der er adskillige faciliteter udover baren og restauranten. Der er svømmebassiner inden- og udendørs, vaskeri, motionsrum, spa, konferencerum og hvad ved jeg. Det er næppe noget, vi kommer til at bruge, men det er der.

Den smule, vi har set af området, er pænt. Der er beplantet, som var det en botanisk have, og de mange bungalows i sand- eller kalksten er næsten ikke til at se på afstand, så godt falder de ind i landskabet.

Nu må vi se, om ikke der bliver perioder med opholdsvejr, så vi kan snuppe bussen til den lokale by, Mellieha, og ellers må paraplyerne i brug. Vi så en del, da vi var på Malta for 17-18 år siden, så vi klarer den nok uden oplevelsesabstinenser.

Nå ja, og så er her en velsignet stilhed.

/Eric

13 thoughts on “Malta januar 2023

  1. Donald

    Jeg kan kende Melleha Feriecenter fra billeder, min søn tog da de var derovre for ca. 4 år siden. Det er jo alle tiders vinterferie, selv om man skal være forberedt på at vejret er omskifteligt.
    Men det der overraskede mig mest er egentlig at man kan køre 45 minutter uden at falde ud over kanten.

    Jeg ved at der er noget at se i byerne, Valetta især, og min lille familie brugte stier langs kysten til vandre-motion, så der er nok at tage fat på – og på indlægget kan jeg jo se at I har observeret mulighederne.

    Svar
    1. Eric

      Trafikken er tæt, og især i myldretiden. Det forklarer nok, at den korte tur tager så lang tid.
      Vi besøgte Valletta adskillige gange under vores sidste besøg i 2005 og 2006. Det er en spændende by med en fascinerende historie.
      Området her i Mellieha Holiday Centre er ganske kønt, og vi nyder at spadsere ture, når det ikke regner!

      Svar
  2. Ellen

    Det glæder mig, at jeg ikke huskede helt forkert mht. faciliteter og udstyr – og godt, at I huskede kniven 🙂
    Jeg husker dog ikke hyperbel-manden …
    Jeg håber virkelig, at vejret bliver lidt bedre, og at Noahs ark ikke behøver at lægge til, for i området er der mulighed for en del dejlige gåture, hvilket jo ville være oplagt, når I nok har set de fleste “must see”-ting dernede.
    Selv om I nyder stilheden og stedet, tager man jo trods alt ikke så langt væk for udelukkende at sidde inde i en lejlighed, uanset hvor god den er!

    Svar
    1. Eric

      Hvis du ikke husker hyperbel-manden, har han garanteret ikke været der!
      Det er træls, at vejret er træls, men det må vi leve med, til vi når tærsklen, hvor man tager en taxi 😉

      Svar
  3. Lone Rasmussen

    Da vi i 2016 besøgte feriebyen, var der flere af områdets restauranter, som gratis hentede og bragte os! Spørg evt. guiderne.
    God ferie
    Venlig hilsen fra Lone

    Svar
    1. Eric

      Tak Lone, og det lyder særdeles tiltrækkende med “shuttle service” – det vil vi absolut undersøge!

      Svar
  4. Stegemüller

    Det ser dejligt ud! Det er vigtigt at være et sted, man føler sig hjemme indendørs, når himlen åbner for både de små og de store sluser. Det er godt, I har medbragt indendørssyslerne.

    10 – 14 grader og stilhed kunne jeg også bruge …

    God ferie!

    Svar
    1. Eric

      Tak Hanne, det er dejligt, selvom vejret kunne være bedre. Pladsen i bungalowen er mere end rigelig til to, og det er rart, at alt fungerer efter “dansk standard”. Det er vi ikke forvænnet med fra de andre ferielejligheder, vi har lejet gennem tiderne.
      Stilheden er dejlig. Vi hører kun aircooleren (som er sat til at varme) som en svag hvislen, og så er der fuglesang, når det ikke regner for voldsomt.

      Svar
      1. Eric

        Nu er det ikke altid et spørgsmål om, hvad man har, som man ikke har hjemme; eventyrlyst er også et spørgsmål om, hvad man håber at få. Såsom 10-15° varmere vejr, udsigten til at se nogle fremmede ting, opleve en anden kultur og – ikke mindst – smage deres mad (som man ikke selv skal lave). Alt sammen kombineret med at man oplever det sammen og føler sig forkælet.
        Man kan have det glimrende hjemme, og det har vi, men rejselyst og glæden ved nye horisonter er svær at tæmme.

        Svar
  5. Erik Hulegaard

    “(…) en imponerende kropshyperbel, hvis hældningskoefficient” – et svagt øjeblik troede jeg, at det var en patolog/retsmediciner, der var på ferie. 😉

    Og mere alvorligt er beskrivelsen som sædvanlig fin og afgrænset. En nysgerrig (potentiel) rejsende til samme matrikel kunne lide at vide, om vaskeri, motionsrum og spa er (rimelig?) betalbare; baseret på eventuelt længerevarende ophold.

    Hertil kommer, om adgang til guideservice på stedet er afgrænset til nogle minutter/dag eller fornuftig tidsdisponeret? Endelig om busservice til hhv. Valletta og modsat Cirkewwa (færgested på Malta) til Gozo er tidsmæssig overkommelig? – Eventuel særskilt besvarelse i mail, når tid og mentalt overskud haves 😉

    Svar
    1. Eric

      Kommer tid, kommer råd. Jeg finder sikkert svaret på nogle af dine spørgsmål.
      Servicekontoret (guider) har åbent hver dag undtaget lørdag (som er rejsedagen) fra 9-12 og 14-17.
      Med bus er der ikke langt til færgelejet, hvorfra man kan komme til Gozo. Med bus tager det rimelig lang tid (+1 time) at komme til Valletta, men der er mulighed for shuttlebus (via guiderne), som ikke har 117 stoppesteder. En “almindelig” busbillet (gældende i 2 timer) koster 2 euro, men man kan købe klippekort til 12 ture for 15 euro eller ugekort for 21. Måske kommer der snart pris på en billet til Noas ark, hvis regnen fortsætter 😉
      Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle undersøge pris på motionscenter, det er mig naturstridigt, men nu får vi se 🙂 En god kilde til info er: https://www.guide-til-malta.dk/folkeferies-center.html

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *