Så kom solen!

Mandag den 30. januar kom solen til Malta, og den var hjerteligt velkommen efter en uge med regn.

Det var ikke et dansk vintergespenst, som klæber til horisonten, nej det var en højdestærk sol og øjenknibende skarp.

Det hjalp gevaldigt på humøret. Vi sad flere timer i gårdhaven og nød det, og vi var ikke de eneste, der værdsatte vejrskiftet – områdets katte tog solbad, og fuglene pippede om kap.

Solbad

En kat tager solbad

Ta’ Randi

Tørvejret lokkede os ind til byen, hvor vi spiste på Ta’ Randi, en restaurant på hovedgaden. Vi bestilte bruschette til forret, og ind kom et bjerg af ristet brød med tomat, rødløg, oliven og kapers.

Til hovedret fik Helle mør svinekødsrulle, og jeg fik kanin i hvidløgssauce. Ganske udmærket selvom det er et pillearbejde at spise sådan en lille springfyr. Hertil en maltesisk Cabernet Franc, som var behageligt solskinskrydret.

Pudsigt nok gør producenten en dyd af, at vinen ikke har været på egefad: ”unoaked” skriver de på bagsideetiketten.

Vi havde planer om en godnatlikør i centerets bar, men her var der bingoaften for folk på ferie, og der var ikke én ledig stol.

Tirsdag og onsdag

Tirsdag var der ikke helt så megen sol, men det holdt tørt, og så blæste det som i Nordjylland – hjemligt.

Onsdag den 1. februar havde vinden lagt sig, og solen strålede balsamisk. Vi fik formiddagskaffe på centerbarens terrasse og sad flere timer i bungalowens gårdhave, til solen forsvandt.

Kaffe i solskin

Kaffe i solskin

Udsigt fra tagterrassen

Udsigt fra tagterrassen til Mellieha

Tosca

Om aftenen tog vi igen bussen til Mellieha, denne gang for at spise på en af byens (ifølge internettet) bedre restauranter, Tosca.

Tosca ligger på hovedgaden og deler veranda med hotel Solana – det kan man vel kalde terrassefællesskab. Menuen er mestendels italiensk med en maltesisk krølle.

Det var godt. Efter brødet fik vi en ”hapser”: En lækker, sprødfriteret ”bolle” med mørt svinekød, barbecuesovs og små parmesanchips.

Til forret fik vi maltesiske forårsruller. Jeg havde forestillet mig grøntsagsfyld, men kunne bare have læst menukortet ordentligt, for det var nærmest velkrydrede pølser med johannesbrød-sirup og gedeost.

Pølseforårsruller

Pølseforårsruller

Hovedretten var andebryst med rodfrugter og ristede kartofler. Jeg tror, at andebrystet var tilberedt sous vide, for det var meget mørt og saftigt, og skindet var ikke sprødstegt.

Andebryst

Andebryst

Med hhv. tiramisu og melonsorbet til dessert var det et rigtig godt måltid, og betjeningen var i top. Tosca kan anbefales.

Her, torsdag morgen, har nogle uopdragne regnbyer været på spil, men de skulle drive over, hævder vejrudsigten.

Efter den første, regnvåde uge var det rart at se solen. Den er altså vitaminer for humøret, og det er bare fedt at kunne sidde ude i januar/februar.

Relateret:

/Eric

10 thoughts on “Så kom solen!

  1. Donald

    Ih hvor bli’r man sulten. Selv om jeg har spist … nå men det er jo også nogle timer siden.

    Det er fantastisk at vejret artede sig så godt. Tanken om at kun én uge er ren gambling, den deler jeg.

    Svar
  2. Stegemüller

    Jeg måtte gå ud og lave mad, da jeg havde læst denne inspirerende post! Det kulinariske element er en væsentlig del af enhver rejse.

    Billedet af mis, der slikker sol, er skønt. Både mennesker og dyr savner snart solen. Godt I var væk i to uger og ikke kun en.

    Svar
    1. Eric

      Hehe, netop hjemkommet skal vi finde på noget at spise til i aften.
      Kattene på centeret var virkelig søde og havde det godt. De lå “strøet” rundt og tog solbad 🙂

      Svar
  3. Ellen

    Herligt, at I fandt et godt sted at spise – og I finder nok også flere, hvis vejret fortsat arter sig.
    De kulinariske oplevelser er nemlig også for os en væsentlig del af en ferie, og jeg forstår altså ikke de mange, der ville falde besvimet om, hvis de ikke kan få en dansk leverpostejmad under de sydlige himmelstrøg.

    Svar
    1. Eric

      Ja, Tosca er glimrende, og vi vendte tilbage i går, hvor den maltesiske krølle var tagliatelle med kaninlever og pancetta. Eneste anke var, at portionerne var alt for store. I aften (inden hjemrejsen i morgen) står den dog på “ryd køleskabet”.

      Svar
  4. Lene

    Dejligt med solen, her kom den d. 2/2 🙂
    Sikke en udsigt fra tagterrassen, der har man bare lyst til at drikke sin kaffe (te for mit vedkommende)

    Svar
    1. Eric

      Tagterrassen er nemlig fin og udstyret med solsenge, bord, stole og parasol. Det er sikkert det rette sted, når der bliver så varmt, at man glæder sig over en luftning.

      Svar
  5. Erik Hulegaard

    Den øjenknibende sol varmer. Lyset er velkomment ovenpå en hel regnvejrsuge. Absolut fortjent, så ferieparret kan nyde udelivet, ligesom den illustrative slægtning til Tot.

    Det gastronomiske kompendie er en naturlig del af denne blog, uanset postnummer og m/u egefad. Og endelig en absolut godkendt udsigt fra terrassen; et naturligt valg i stedet for en bingosal (og motionscenter) 😉

    Svar
    1. Eric

      Vejrskiftet er velkomment og understreger, at man løber en risiko, hvis man kun rejser væk i én uge.
      Lidt hovski-snovski kan man sige, at det gastronomiske er en væsentlig del af kulturoplevelsen.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *