Fremtidsfuldmagter og hyldemeter

Vi har fået tinglyst fremtidsfuldmagter, og som led i flytteforberedelserne har jeg ryddet ca. 9 hyldemeter bøger og en god portion tidsskrifter.

De to ting har dog intet med hinanden at gøre bortset fra sammenfaldet i tid.

Bøger

Bøger

Fremtidsfuldmagt

Vi burde egentlig have lavet fremtidsfuldmagter for mange år siden, men bedre sent osv.

Hvad er en fremtidsfuldmagt? Hvis du ikke ved det, er her et citat fra Borger.dk :

”En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft en gang i fremtiden, hvis du bliver syg eller svækket og mister evnen til selv at tage vare på dine økonomiske eller personlige forhold.”

Kort sagt kan det spare den ”efterladte” for en hulens masse bøvl af praktisk natur. Jeg behøver næppe at udpensle, hvor mange ting (fx salg af bolig) der i et ægteskab eller parforhold kræver begges godkendelse. Eller hvad med at få adgang til den svækkedes konti?

Der er flere gode grunde til at bringe det i orden, fx kan man undgå at komme under værgemål, som har meget strikse regler for både dit og dat.

Det koster så lidt. Vi fik assistance af et advokatfirma, papirerne lå klar primo januar, men vi kunne først få en tid ved notaren den 14. marts. Til gengæld tog det hende kun få minutter at stemple papirerne og opkræve 600 kr., og da vi kom hjem, var der en e-mail, som bekræftede, at begge fuldmagter nu er tinglyst.

Så er det både på plads og til en side. Forhåbentlig får vi aldrig brug for nogen af fuldmagterne, men ingen kender dagen i morgen.

Hyldemeter

Jeg har før gennemført bog-udrensninger, når pladsen i reolerne blev for trang, men denne gang er jeg virkelig gået til den.

Som tidligere nævnt har vi planer om at flytte i lejlighed (med mindre plads), og derfor er det magtpåliggende, at vi skiller os af med ”overflødigt” jordisk gods. Herunder nogle reoler, bøger og gamle tidsskrifter.

Denne gang har jeg ryddet ca. 9 hyldemeter med bøger. Det smerter et samlerhjerte, men er uomgængeligt.

Endnu står de fleste bøger i kasser og afventer transport til genbrug eller forbrænding, så hvis du er interesseret i fx Jeppe Aakjærs samlede værker eller Golda Meirs erindringer, kan du nå det, hvis du rubber dig seriøst.

/Eric

8 thoughts on “Fremtidsfuldmagter og hyldemeter

  1. Lene

    Godt I har fået det på plads. Vi skal lige holde os på benene 14 dage mere, så vi kan underskrive fremtidsfuldmagterne
    Det er uhyggeligt i disse tider med GDPR, man kan intet selv om man har været gift i mange år og har hus sammen. Vi kender et par, hvor manden er ramt af sygdom, så han ikke kan svare for sig. Han har stået for alt med økonomi, aftaler et. Hun kan intet få at vide. Der havde fremtidsfuldmagterne hjulpet.

    Svar
    1. Eric

      Ja, det er godt, selvom vi forhåbentlig aldrig får brug for dem. Dit eksempel illustrerer så glimrende, hvorfor det er en god ide.

      Svar
  2. Leif Bregnedal

    Hej Eric.
    Fremtidsfuldmagt er vi også ved at få lavet. Så godt.
    Men hvordan løser I problemet hvid en længstlevende også mister forstand . Eller at man længstlevende og den døde havde rettigheden over at disponere ?
    Kan godt forstå du skiller dig af med Sjøwall …
    Men svært med opslagsbøger . Har kasseret mange skakbøger. Og bagefter mangler jeg dem som opslag .
    Hyg

    Svar
    1. Eric

      Hej Leif
      Dine overvejelser om længstlevende osv. er relevante. Vi har ikke undersøgt sagen, men jeg er sikker på, at en advokat kan svare.
      Sjöwall er nu ikke kasseret – billedet er fra 2010, og jeg har det svært med alle bøger 🙁 Opslagsbøger synes jeg nu er noget af det nemmeste at undvære – man søger bare på nettet i stedet for.

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    Den sunde maltesiske luft har givet energi til de pligtbetonede operationer. Det vigtigste først: Jeg formoder, at de etablerede fremtidsfuldmagter for Dig og fru Helle matcher beneficerede i et eventuelt oprettet testamente; ikke at det er et krav, men absolut mest formålstjenligt.

    Dine åndsevner forekommer toptunede og lad det vare mega lang tid, så konverteringen fra hus+have til lejlighed+altan må nydes længe indimellem den aktive kuffertmotion og indløsninger af boardingpas.

    Der kan være noget fornuft i at afvente de endelige ejendomsvurderinger (aktuelt oplyst fra SKAT til ultimo 2024 (omsider)). Jeg gør det selv.

    Minimeringen af hyldemeter med indbundet papir og sammenklistrerede bogstaver er nødvendig, fornuftig, men dog forbundet med en forståelig indre smerte. Jeg har selv fuldført og afsluttet opgaven.

    Svar
    1. Eric

      Når en af os dør, vil den anden komme til at sidde i uskiftet bo, så der er ingen konflikter. Naturligvis kan man altid udtænke scenarier for det ene og andet, men sandsynligheden herfor er meget lille.
      Vores tidshorisont for flytning er 1 og nok snarere 2 år, så der er god tid til den endelige vurdering. Naturligvis kan vi ombestemme os, hvis “den helt rigtige” lejlighed dukker op inden, men foreløbig er planen at få ryddet ud og så udføre lidt salgsfremmende vedligehold.
      Mht. bøger tror jeg ikke, at opgaven nogensinde bliver afsluttet for vores vedkommende – på mystisk vis kommer der nye til, selvom jeg (om muligt) køber e-bøger.

      Svar
  4. Ellen

    Tak, men nej tak. Jeg har været gennem samme smertefulde bogudsmidningsseance … to gange, oven i købet, og ja, ondt gør det. Jeg tror tilmed, at der er en omgang endnu, og den kommer til at gøre rigtig ondt, for det er naturligvis alle de bedste, der er tilbage!
    Det glæder mit praktiske hjerte, at I har klaret fremtidsfuldmagten. Det kan nemlig give vildt meget bøvl, hvis man står med et hus, man ikke kan få lov til at sælge.

    Svar
    1. Eric

      Nej, desværre er det nok ikke sidste gang, man må sortere bøger, men nu har jeg da købt lidt tid.
      Ja, en fremtidsfuldmagt kan gøre mange ting nemmere for den “efterladte”, og jeg er glad for, at den/de nu er lavet.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *