Vi er jævnt tit ude at spise, men i går spiste vi ude for første gang i år – altså på terrassen. Sommeren sniger sig ind på sit villige bytte.
Pragtfuldt vejr, og vi dækkede op på terrassen. Gulerødder fra Holbæk, røget skinke fra grisen, nye kartofler fra Mallorca og asparges fra Spanien. Hola!
Buona sera til en rød veroneser, kryddersmør, fuglesang og frisk luft. Velkommen forår!
Jeg tror også, vi spiser ude i dag. Vi er ikke til at drive ind, når vi kan drive ude.
/Eric
Der ligger stadig sne, hvor skyggen råder, men jeg har krokus i min have. Så kan det ikke vare længe – foråret ligger på lur.
Når jeg cykler på arbejde, er jeg pakket ind til sprød nattefrost, men alt det tøj gør cyklen til en dampmaskine, når jeg skal hjem. Nu er det tid til én garderobe om morgenen og en anden og lettere til senere på dagen.
For hvor er vejret pragtfuldt med høj himmel og sol. Der er lunt i solen! Det er lige før, jeg strækker hals for at komme tættere på. Det har vi ventet længe på. Sådan cirka 5 måneder.
Inden så længe tager vi en smuttur til Riga. Det har vi også ventet længe på. Riga er nærmere Sibirien, men hvis bare vejret vil være klart som nu, bliver jeg glad, for farverne og lyset strømmer som en humørtranfusion ind via nethinden.
Endelig!
Naboen tilbringer næsten al sin fritid i haven. Hvis han en dag kravler rundt og luger med en pincet, vil det ikke overraske mig det mindste.
De flyttede ind for få år siden. Han virker som en flink fyr, men vi taler sjældent sammen. Vi hilser, når vi ses, og går det højt, falder der en bemærkning om vejret.
Haven har sikkert været hans drøm, for han tilbringer næsten al sin tid derude med at grave, så, luge, vande og rive, rive, rive. Selv om vinteren kan han gå drømmende rundt derude, skønt alt er dækket af sne.
Jeg ser ham undertiden fra vinduet og på min vej til garagen, for tjørnehækken er endnu gennemsigtig. Altid har han gang i noget, og lige nu har han mindst 30 plantesække liggende i stabler.
Han og hun ser ikke meget til hinanden. Hun er undertiden i haven, når vejret er til solbad, men ellers kun sjældent. Han kommer ind og spiser, når hun kalder, og så går han ud igen.
Hver aften går han i rutefart med vandkanden. Der er noget rørende over denne vandkandeomsorg, og vi smiler til hinanden, når vi hører kanden blive fyldt; men hvorfor okse frem og tilbage som en kuli, når vandslangen er opfundet?
Grønne fingre er sikkert noget genetisk, og på en måde misunder jeg ham den simple glæde. Til gengæld er det hamrende irriterende at høre på hans kompostkværn i timevis. Selv fuglene forstummer.
Jeg glæder mig til, at hækken snart bliver så tæt, at jeg kan sidde ugenert i vildnisset, for jeg slapper ikke rigtigt af, når jeg ser ham arbejde som en rastløs myre og kaste bekymrede blikke mod skvalderkålen på vores side af hækken.