Kategoriarkiv: Forår

Villahavens radioteater

Naboen og en kammesjuk arbejder i haven, og konerne ligger med himmelvendte næsebor. Det er som radioteater uden volumenknap.

Æbleblomst

Æbleblomsterne er dog uanfægtede

Mændene bygger vist drivhus. I går støbte de fundament, og pludselig udbrød kammesjukken:

”For satan, hvor bli’r man tør i halsen af det cement!”

”Der er stadig kaffe på kanden,” kvidrede konen, men nabomanden vidste bedre og spurgte:

”Skal jeg ikke hente et par kolde øl? Tror du ikke, det hjælper med en kold øl?”

Det gjorde det sikkert, for de blev næsten stille. Konerne gik ind, og senere grillede mændene kød på kuglegrillen ved indirekte varme og gennemdrøftede spjældstillinger.

De spiste indendørs, og så blev der fred til at høre fuglesang, grille uden dikkedarer og spise ude.

I dag arbejder de så med vinkelsliber, eller hvad det nu er, som larmer så infernalsk. Så var det alligevel bedre, da de støbte fundament og måtte fugte halsen.

Men naboen er en flink fyr, og det er godt, at han bruger noget cement, for der er noget at indhente efter den hårde vinter. Vi producerede som altid cement til husbehov, men husbehovet var lille pga. kulden.

Jeg ved blot ikke, hvad man skal med et drivhus. Jeg har ikke drivhus, men kan sagtens drive alligevel, og jeg kan for den sags skyld også godt blive tør i halsen.

 

Skovduerne bygger rede

I generationer har dumme skovduer bygget rede i det samme fyrretræ, hvorfra den med sikkerhed falder ned, første gang det blæser kraftigt.

Skovdue

Der må være et eller andet ved netop det fyrretræ, som drager dumme duer. De flyver med redemateriale som overvægtige transportfly i rutefart, og når de holder pause, messer de deres monotone ”ku-kuu-ku ku-kuu”.

Stor byggekunst er det ikke, og redens bærende konstruktion – fyrretræsgrenen – svajer under duernes vægt. Gad vide hvornår reden skvatter ned i år?

Der er mange andre fugle i haven, men det er svært at komme tæt nok på til at tage skarpe billeder med et 18-55 objektiv. Jeg ved ikke så meget om fugle, men hygger mig med at betragte dem fra min stol på terrassen.

Dompap

Okay, nogle kender jeg da, helt dompap er jeg ikke. Sidder jeg ganske stille, lokkes de af fuglebadet nær min stol, og jeg tager måske et billede som husleje.

Og så ikke mere pip-talk herfra foreløbig.

 

Solsorten – havens Caruso

Der er mange fuglearter i haven i år, men solsorten synger smukkest af dem alle. Han er havens Caruso, eller måske snarere James Galway.

Solsort

Solsorten har gjort haven til sit territorium, og han tilbringer det meste af tiden med at fouragere på plænen. Med mellemrum dukker hunnen også op, men ikke så længe.

De pikker ustandseligt, og uden dem ville plænen sikkert være et bølgende tæppe af kryb. Fremmede artsfæller bortvises prompte med en arrig skræppen.

Efter et par dage, hvor vi har siddet på terrassen, har han luret, at vi er ufarlige, og han tør passere ganske tæt forbi, når han piler hen til fuglebadet for at få en tår vand.

Han holder også pauser. Enten for at solbade eller for at synge fra den øverste gren i det højeste træ. Han synger så smukt og varieret, at ingen af de andre fugle kan være med.

Hans næb er som James Galways gyldne fløjte, og han komponerer skønne melodier, som gerne ender med en munter trille.