Kategoriarkiv: IT & internet

Hjemmesidearbejde og nyt til Excel-nørderne

Et par dage er gået med at lave websider. Det er der ikke blevet støvsuget af, men man er vel også huslig, når man arbejder med hjemmesiden.

Grillet orata

Madbloggen har endnu så få besøgende, at det er til at grine af, men det til trods har jeg brugt masser af tid på et indlæg om siciliansk mad. Det var især billederne, der tog tid – at få dem behandlet, sat op med links osv.

Flertallet af alle mine besøgende kommer nu fra udlandet. Det er de engelske sider om programmering med makroer i Excel, der trækker dem til.

Det er ikke den sidste måneds ene besøg fra Malawi, de 2 fra Mozambique og de 3 fra Madagaskar, der batter, men med alle de andre og så nogle tusinde fra USA, UK og Indien bliver det til noget. Meget, faktisk.

Jeg havde ikke lagt noget nyt ud siden 21. februar, så det var på høje tid at ”udvide sortimentet” og lave noget nyt til verdens nørder.

Læs resten →

Bøvl med serveren

Det vælter ind med spamkommentarer på bloggen, og selv mine egne kommentarer skal godkendes. Der er vist kuk i serverens firewall.

Påskeliljer

Påskeliljerne er heldigvis ligeglade

Ja, det med brandmuren er bedste bud. Spamfilteret (Akismet) kan ikke få kontakt til bloggen, og det betyder, at en masse spamkommentarer ikke slettes automatisk, og at selv mine egne kommentarer skal godkendes.

Jeg har ikke tal på, hvor meget snavs jeg har slettet manuelt, og det er også galt med e-mail: Jeg kan modtage, men ikke sende. Når jeg sender mails, forsvinder de ud i den blå luft, og serveren benægter ethvert kendskab til sendte mails, når jeg via kontrolpanelet be’r den spore, hvor de blev af.

Nu håber jeg, at support har modtaget mine fejlmeddelelser, for jeg har ikke modtaget autokvitteringen. De kan sikkert heller ikke sende mail. Ha!

Oh, de glæder der er ved at have eget domæne og hjemmeside. Heldigvis er påskeliljerne ligeglade.

/Eric

Antivirusprogrammet forhindrede mig i at sende mail

Avast er et udmærket og gratis antivirusprogram, men det blev sgu en kende for emsig, da det forhindrede mig i at sende e-mail.

Beskyttet

Pludselig kunne jeg ikke sende e-mail, men jeg kunne godt modtage. Fejlmeddelelsen fattede jeg ikke en dyt af, bortset fra at serveren ikke ville give hånd. Her et uddrag:

”SSL_connect error 1:error:14077410:SSL routines:SSL23_GET_SERVER_HELLO:sslv3 alert handshake failure”

Jeg kontaktede selvfølgelig Support, og den vakse fyr foreslog, at det var mit antivirusprogram, der krypterede mailen, og at den derfor blev afvist af serveren, fordi forbindelsen ikke er SSL.

Spørg mig ikke, hvad det betyder, men det er nok noget med, at har man sagt A, skal man også være B-menneske.

Jeg satte Avast i skammekrogen, og vupti kunne jeg sende mail. Derefter fandt jeg en blindtarm langt inde i maven på Avast, hvor jeg kunne slå det SSL-krypteringspjat fra, og nu virker det igen, som det skal: Jeg kan sende mail.

Programmet blev opdateret for nylig, men de er nu lige lovlig emsige af og til. Altså bare fordi de har fået lov til at passe på mig, skal de ikke bure mig inde.

/Eric