Kategoriarkiv: IT & internet

Gæstebog og spam

For et site med statiske sider giver en gæstebog læserne mulighed for at kommentere og stille spørgsmål. Lidt gammeldags, men hyggeligt.

Jeg har masser af statiske helt almindelige HTML-sider (rejsebeskrivelser, VBA Excel m.m.) udover bloggen her, og jeg har derfor haft en gæstebog her.

Der er ikke så mange, der skriver, og det er også lidt besværligt, men den har fungeret okay bortset fra én ting: spam. Der er simpelthen så mange idioter, der skriver spamkommentarer for at lokke folk ind på deres møgsider med porno, Viagra og hvad ved jeg, at en brøkdel kunne være nok.

Og nu har jeg fået nok. Jeg har slettet spam og sortlistet IP-adresser igen og igen, og nu gider jeg altså ikke mere. Jeg har flyttet gæstebogen til bloggen her i håb om, at WordPress’ spamfilter, Akismet, kan holde de fleste idioter borte.

Den gamle gæstebog er slettet, da den var en indfaldsvej for hackere. Den nye kan findes i menuen i toppen.

 

Sommerprogram med Excel og VBA

Der er feriestille på cementfabrikken. Møderne er få, og det giver tid til at sysle med et nyt program til kemiske blandingsberegninger.

Jeg kan godt lide at arbejde, når de andre holder ferie. Mødernes antal skrumper gevaldigt ind, og det giver tid til andre ting.

Som at komme i bund med dyngerne og sysle med et nyt program i Excel VBA (makroer) der kan beregne, hvor meget der skal bruges af dit og dat for at producere en cement med en given kemisk sammensætning.

Man skal også kunne lægge betingelser ind for alverdens ting. Det nytter fx ikke noget at beregne nogle mængder, som maskinerne ikke kan dosere. Det skal også kunne finde den økonomisk optimale blanding, når der er flere muligheder – det er ret omstændeligt i dag.

For godt 10 år siden lavede jeg et lignende program; det bruges stadig, men dengang var VBA nyt for mig, så det gamle program har mange begrænsninger.

I dag kan jeg lave det meget smartere. Hvor det gamle program fx kun kunne håndtere nogle få råstoffer og brændsler, vil det nye kunne styre 30.000 af hver. Mon ikke det er rigeligt? Skal jeg nøjes med 1000?

Når man først har styr på strukturen, tager det ikke så lang tid at lave den egentlige programkerne, nej, mere end 90 % af arbejdet ligger i at lave en fejlsikret brugerflade.

Og nu må jeg beklage, at jeg har skrevet om noget så kedeligt, men ved at gøre det har jeg ligesom forpligtet mig til, at det også bliver til noget. Cellerne (altså de små grå) lader sig så nemt distrahere.

Hvis du selv pusler med Visual Basic og Excel, kan du måske få noget ud af at besøge mine sider herom.

For en gangs skyld om det at blogge

TræskoBlogs skal pinedød kategoriseres som modeblogs, mødreblogs, madblogs, kreablogs, hverdagsblogs, politiske blogs og hvad ved jeg.

Denne blog hører til kategorien:

”Lidt af hvert, men meget lidt om det som åbenbart er lidt af de fleste.”

Man skal nemlig kende sine begrænsninger: Mine træsko ville gøre sig dårligt på en modeblog, jeg har for meget at lære om hækling, og jeg er ikke optændt af had.

Hvis jeg fx havde forstand på at udrydde skvalderkål, kunne jeg skrive en sagkyndig blog og få mange læsere, som hader skvalderkål. Men hvad fornøjelse har man af læsere, som kun har kål i hovedet?

Jeg har stort set kun forstand på at lave cement, men hvem gider læse en “kreablog” om det? Jeg gør ikke. Derfor må jeg skrive om ting, jeg ikke har forstand på. Lidt af hvert.

Når jeg på arbejde har skrevet knastørre notater, trænger sproget til at få cementstøvet rystet af og blive luftet, og så er der noget mentalhygiejnisk ved at have en blog.

Med en blog kan man også lufte sine meninger. Det flytter selvfølgelig ikke en disse, for de, der mener noget andet end mig, er enormt stædige og vil ikke indse, at jeg har ret, men så har jeg da fået luft.

Jeg ville da gerne have flere læsere og være populær, men da jeg ikke skriver med glidecreme og hverken hækler eller hader, nærer jeg ingen illusioner.

Det har dog også fordele, at der ikke er så mange læsere. Man kan overkomme at svare de få, som kommenterer, og der er velsignet langt imellem idioterne, som fylder avisernes kommentarspor med ævl og ser sharia i hullerne på cykelstien.

På fredag har jeg blogget i tre år, og jeg fortsætter, så længe det er sjovt. En dagbog ville ikke være det samme. Længere er den ikke, og så ikke mere navlepilleri i denne omgang.