Kategoriarkiv: Rejse

Min første ferieforelskelse

Jeg mødte Mads, da Eric og jeg var på flodbådstur på de hollandske kanaler i 1999. Mads var 11-12 år, og jeg var 10-11 år yngre end i dag. Han var på tur med sin mor, mens far og en ældre bror var blevet hjemme i Randers.

Mads var en rigtig lille verdensmand og nød at være manden i det lille rejseselskab, som mor og han udgjorde. Han begik sig også med stor sikkerhed og charme i det sammenbragte selskab ombord på den lille plimsoller: han legede med de andre børn og diskuterede fx malerier på Rijksmuseum med de voksne.

Plimsolleren Regina i Amsterdam

Jeg husker især 2 episoder:

Mads havde en smule lommepenge med, og på et tidspunkt siger han til mor, at han går i baren for at købe sig en cola. Han spørger galant, om han skal tage noget med til hende, hvilket hun lidt overrasket takker ja til.

”Skal det være en stor fadøl som sædvanligt?”

spørger han så, og mor rødmer klædeligt til vi andres store fornøjelse.

Den sidste aften gik der af en eller anden grund kuk i de ellers næsten faste siddepladser ved spisebordet, og Mads kom til at sidde langt væk fra mor. Jeg spørger ham, om jeg må sidde ved siden af ham, og han slår ud med hånden – værsågod! Nede fra den anden ende af bordet siger mor skarpt:

”Så skal du også sidde ordentligt!”

hvilket jeg naturligvis lover højt og helligt. Mads glatter ud og siger, at den bemærkning var henvendt til ham, fordi han plejer at lempe mad, som han ikke kan li’, over på mors tallerken. Jeg beroliger ham med, at den aftale kan han også lave med mig, men da menuen viser sig at være pasta med kødsauce, bliver det ikke aktuelt.

Mads var høflig og beleven, og jeg havde det, som jeg senere har haft det med mange af de katte, jeg har mødt på vores ferier: Jeg ville frygtelig gerne have haft ham med hjem!

/Helle

Omstillingsparathed hos SAS & Star Alliance

telefonAldrig har jeg oplevet et omstillingscirkus, som da jeg i dag ringede til SAS. Deres system må være optimeret til at minimere kundekontakt.

Der var mail fra SAS i dag. Jeg har købt nogle billetter, og der var en ændring i rejseplanen.

”Du bedes venligst kontakte os pa tlf. nr 70102000 vedr. denne reservation, da der er kommet en aendring paa udturen.”

Jeg ringede og blev budt velkommen af en telefonsvarer, som tilbød en buffet af valgmuligheder.

Jeg kunne vælge engelsk, ændre billet i forbindelse med annulleret fly, eurobonus medlemsservice eller bonusrejser, andre typer rejser eller prisoplysninger, oplysning om afgange og ankomster og ”øvrige”. Måske var der et par muligheder mere.

Jeg mente, at ”øvrige” nok passede bedst, og så fik jeg igen en række valgmuligheder.

  • Drejede det sig om mistet bagage? – Nej.
  • Spørgsmål inden for Skandinavien? – Nja, måske. Det er en udlandsrejse, men den starter jo i Aalborg, og jeg befinder mig lige nu i Skandinavien. Der kunne siges meget både for og imod.
  • Spørgsmål uden for Skandinavien? – Tøve, tøve…Ja!

Nu ringede telefonen meget længe. Ingen svarede, så jeg afbrød forbindelsen, ringede igen og startede forfra. Denne gang gik det ikke bedre. Afbrød igen og prøvede på ny.

Nu fik jeg pludselig at vide, at jeg ville blive stillet om til et stemmegenkendelsesprogram.

Jeg undrede mig over, hvordan de ville genkende min stemme, når jeg ikke havde sagt et ord, men så blev en række muligheder remset op, og til sidst kom de forløsende ord. Hvis jeg sagde: ”SAS direkte” ville jeg blive stillet om til en servicemedarbejder. Bedre end nogen beostær gentog jeg:

”SAS direkte”

og røg direkte tilbage til velkomstmenuen:

”Velkommen til SAS og Star Alliance….”

Jeg var nu meget træt af at lytte til båndede kvindestemmer og valgte med iskold kynisme at bestille en rejse, og det var klogt. Når folk vil købe billet, er der ingen lumske blindgyder, og jeg fik omgående kontakt med et rigtigt levende menneske.

Jeg tilstod straks, at jeg slet ikke ville bestille en rejse, men at jeg bla-bla, og at jeg sådan trængte til at tale med et rigtigt menneske.

Damen kunne ikke forstå mine problemer, for de havde jo deres trykknapmenu, men hun må have fornemmet min desperation og sendte venligt en opdateret rejseplan, selvom hun jo egentlig sad der for at sælge billetter.

Der skrives meget om SAS’ vanskeligheder for tiden. Det undrer mig ikke, men omstillingsparate, dét er de!

Forlænget weekend i Rom

Så er flybilletterne købt og hotellet booket. Vi tager en sviptur til Rom i april. De sidste feriedage skal brændes af.

Vi var i Rom første gang i 2001 og faldt pladask for byens velrystede cocktail af antik og moderne charme.

Fruen mente begejstret, at det skulle være Rom hvert år. Jeg indvendte forsigtigt, at vi før pensionsalderen vel også kunne se noget nyt ind imellem, og så gik hun modstræbende med til hvert andet år. De ulige.

I 2003, 2005 og 2007 fulgte vi planen, men i fjor glippede det, så nu falder revanchen. Ganske vist kun en forlænget weekend lørdag til onsdag, 3½ dag netto, men beslutningen var lidt impulsiv, så det skulle passes ind.

Jeg ringede til det sædvanlige hotel, Domus Nova Bethlem, som drives af en nonneorden. Belært af erfaring havde jeg øvet mig på de nødvendige italienske vendinger, men minsandten om ikke nonnen eller receptionisten talte nogenlunde engelsk.

Vi glæder os til at hilse på Berninis lille elefant på Piazza Minerva, hullet i Pantheons kuppel, Montis brostensbelagte gader, Trastevere, den sjove englænder på Caffe Fantini (hvis han ikke er flyttet til Umbrien for at leve af bjergluft og antikviteter) og, og, og…

Jeg har fået et nyt forventningsbolche at sutte på. Uhm!