Jeg mødte Mads, da Eric og jeg var på flodbådstur på de hollandske kanaler i 1999. Mads var 11-12 år, og jeg var 10-11 år yngre end i dag. Han var på tur med sin mor, mens far og en ældre bror var blevet hjemme i Randers.
Mads var en rigtig lille verdensmand og nød at være manden i det lille rejseselskab, som mor og han udgjorde. Han begik sig også med stor sikkerhed og charme i det sammenbragte selskab ombord på den lille plimsoller: han legede med de andre børn og diskuterede fx malerier på Rijksmuseum med de voksne.
Plimsolleren Regina i Amsterdam
Jeg husker især 2 episoder:
Mads havde en smule lommepenge med, og på et tidspunkt siger han til mor, at han går i baren for at købe sig en cola. Han spørger galant, om han skal tage noget med til hende, hvilket hun lidt overrasket takker ja til.
”Skal det være en stor fadøl som sædvanligt?”
spørger han så, og mor rødmer klædeligt til vi andres store fornøjelse.
Den sidste aften gik der af en eller anden grund kuk i de ellers næsten faste siddepladser ved spisebordet, og Mads kom til at sidde langt væk fra mor. Jeg spørger ham, om jeg må sidde ved siden af ham, og han slår ud med hånden – værsågod! Nede fra den anden ende af bordet siger mor skarpt:
”Så skal du også sidde ordentligt!”
hvilket jeg naturligvis lover højt og helligt. Mads glatter ud og siger, at den bemærkning var henvendt til ham, fordi han plejer at lempe mad, som han ikke kan li’, over på mors tallerken. Jeg beroliger ham med, at den aftale kan han også lave med mig, men da menuen viser sig at være pasta med kødsauce, bliver det ikke aktuelt.
Mads var høflig og beleven, og jeg havde det, som jeg senere har haft det med mange af de katte, jeg har mødt på vores ferier: Jeg ville frygtelig gerne have haft ham med hjem!
/Helle
Aldrig har jeg oplevet et omstillingscirkus, som da jeg i dag ringede til SAS. Deres system må være optimeret til at minimere kundekontakt.