Scenen er Piazza della Madonna dei Monti i Rom. Vi slapper af på en marmorbænk ved fontænen, da en meget lille italiensk dreng kommer stavrende med sin mor i hælene.
Piazza della Madonna dei Monti
Drengen peger på duerne og siger:
Piccioni!
med perfekt flertalsendelse, hvorefter han kigger på de to danskere og tilføjer:
Due!
Forbløffende sprogtalent, kunne man tro, men der var nok snarere tale om, at han ikke kan tælle endnu. For der var altså ikke to, men tre (uno, due, tre, quattro…).
Vi var en sviptur i Rom i forlængelse af påsken, og det var en fornøjelse at gense denne tidløse by.
Vi har været der før, så der var intet kissejag med at se alverdens ting; vi kunne bare drysse rundt og indsuge stemningen, sætte os på fortovscaféer og iagttage folkelivet over kanten af en espressokop eller et vinglas.
Vi holder af kvarteret omkring Via Urbana og Piazza della Madonna dei Monti. I det antikke Rom var det rabarberkvarteret, Suburra, og i dag er det ujævne gader med brosten, pudsede etageejendomme i varme farver, små værksteder og forretninger. Familiedrevne restauranter serverer himmelske måltider og tiltrækker såvel lokale som turister.
Via Urbana
I 2007 protesterede beboerne mod den gennemkørende trafik, og i dag er det blevet en zone med begrænset trafik. Der er færre biler, og kvarteret synes ikke længere helt så slidt, skønt det stadig har patina. Forretningslivet blomstrer med flere tøjbutikker og designershops, og det skulle ikke undre spor, om kvarteret bliver helt mondænt i løbet af nogle få år.
Sådan gik det med det maleriske Trastevere på den anden side af Tiberen. Trastevere er i dag et fluepapir for turister og har mistet sin idylliske uskyld, medmindre man kommer, før bydelen vågner efter nattens udskejelser.
Noget af det særlige ved Rom er fornemmelsen af tidløshed. Man kan gå hen ad en gade, og bygninger fra moderne tid smelter sømløst sammen med rester fra antikken. Fortid er ét med nutid, og det pompøse veksler med det ydmyge.
Lidt sightseeing blev det dog også til. Vi besøgte Trajans marked for første gang og tog os tid til at slentre rundt på Forum Romanum, som vi tidligere er hastet henover på flugt for den brændende sol.
Det har absolut sine fordele at besøge Rom, før solen får magt. Vi glæder os til næste gang.
Som dreng var det lidt mærkeligt ikke at have sin far i nærheden, men han var flink til at sende postkort fra den store verden.
Han giftede sig igen efter skilsmissen, og i 1964 gik bryllupsrejsen jorden rundt. Det var vist en tur i amerikansk ekspresfart, hvor man ser en masse uden egentlig at se noget, men far var flink til at sende postkort fra alle de spændende steder.
Malacca
Han var ikke den store skribent, og ofte var det kun en kort hilsen fra en lufthavn, men de eksotiske postkort dryssede som kulørte eventyr ind gennem brevsprækken hele sommeren.
Jeg har gemt dem alle og bladrede dem igennem forleden. De er snart 46 år gamle, men jeg tror egentlig ikke, at motiverne på nye kort er stort anderledes.
Fordi jeg dampede frimærkerne af dengang, kan kortene ikke altid dateres præcist, men det gør ikke så meget. De er et vemodigt minde om savn, og at han alligevel var der på sin måde.
Han tog på sin sidste store rejse i 2007, men forinden nåede han at skrive sine erindringer.
Her er et udpluk af de gamle postkort.