Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Træthedscenterets modstandskraft

Der er arbejdsdage, hvor hjernehalvdelene svinder ind til kvarter, og psyken minder om en hårdt opvredet karklud.

I går var sådan en dag. Valget stod mellem at stede mig selv til hvile på sofaen eller lade hjemturen gå via det lokale værtshus for at læse avisen.

Jeg valgte det sidste. Skulle omvejen koste et par hjerneceller, ville det være en lettelse.

Vi havde engang en læge i skakklubben, og han fortalte ved en passende lejlighed, at den første øl virker opkvikkende, fordi den bedøver træthedscenteret.

Hans medicinske sagkundskab undervurderede nok træthedscenterets modstandskraft, for undertiden skal der mere end én til.

Men storcentre var heller ikke så almindelige dengang.

Medfølelse for de strandede rejsende

Jeg føler sådan med de rejsende, der ikke kan komme hjem fra lande med olivenklima, fordi vulkansk aske har erobret luftrummet.

Det er jo brandærgerligt, at de ikke kan komme hjem på arbejde, men må henslæbe tiden i lediggang under palmernes sparsomme skygge. De har min dybeste medfølelse.

Faktisk har jeg så ondt af dem, at hvis jeg var medstrandet i Olivenland, afstod jeg gerne min plads i redningsbussen, hvis det kunne få en anden frelst hjem til fædreland og bruttonationalprodukt.

Kvinder og børn først, old boy! Vi kan måske nå en sherry og en rubber mere, inden skuden synker!

Det er ånden.

Jeg måtte så leve med den latente risiko for, at også lokale vulkaner går i udbrud, eller at jeg får skaldyrsforgiftning og udvikler solcremeallergi; men sådan er der så meget.

Hørte jeg nogen sige tabt arbejdsfortjeneste? Ja selvfølgelig, men med min spartanske levevis klarer jeg det nok bedre end så mange andre, og det er jo force majeure.

Kald mig ikke tapper – så bliver jeg forlegen. Jeg har skam også mindre flatterende karaktertræk. For eksempel føler jeg mig ikke hævet over misundelse.

Det er forår, når

Påskelilje

  • blogland begynder at ligne en blomsterbutik.
  • de unge piger i gågaden viser maveskind med gåsehud.
  • jeg smider de lange underbukser og bliver forkølet.
  • fortovet pludselig er fuld af ukrudt, og jeg ikke har gas til brænderen.
  • jeg får selskab på cykelstien, når jeg kører på arbejde, og der er tørvejr.
  • den skarpe sol afslører, at vinduerne trænger til at blive pudset.
  • fuglene får energi til at synge.
  • jeg tænker mere og mere på sommerferien.