Som dreng regnede jeg en gang ud, at jeg ville blive 50 år i 2005, hvis jeg da levede så længe. Jeg nævner det ikke som en matematisk bedrift, men blot som noget jeg husker.

Det føltes dengang som et helt uoverskueligt åremål, en veritabel rumrejse i tid. Jeg havde slet ikke forestillingsevne til at se mig selv så gammel.

Nu er det snart 5 år siden, jeg mellemlandede på 50-årsplaneten. Jeg kan stadig se mine fødder, når jeg står op, men når jeg ser tilbage, er årene passeret hurtigere og hurtigere.

Fornemmelsen for tid ændrer sig, jo ældre man bliver.

Fortiden

Jeg har netop genlæst slægtsbogen for min fars familie, og igen får jeg en ny fornemmelse for tid. Så mange generationer, så mange liv. Det er svimlende.

De fleste spor ender i 1700-tallet med brændte kirkebøger, men enkelte går tilbage til 1600-tallet. Om de fleste aner er der kun sparsomme oplysninger om fødsler, giftermål og død, men om mine oldefædre er der en del at læse.

Den ene, Mads Peter Bentzen, var bogholder i Hvetbo Laane- og Sparekasse og blev myrdet af en bankrøver i 1917. Det var en drabelig historie, som aviserne skrev meget om.

Den anden, Jesper Nielsen, var indremissionær i Thy fra 1876. Han vandt mange af de fattige fiskere for Herren, før han døde i 1896. Det er sælsomt at tænke på, at hans arbejde på en måde lagde grunden til Hans Kirks debutroman ”Fiskerne”  (1928).

Har man læst Fiskerne, og har man det mindste kendskab til Indre Mission, må man undre sig, når nogen i dag taler om fundamentalisme som noget fremmed i Danmark. De må mangle fornemmelse for fortiden.

En dag vil jeg skrive om fortiden. Den er mere end blot en fornemmelse.