Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Tøvejr og bogsalg

Det risler og pibler og drypper. Der er vandpytter overalt.

Laviner in spe hænger på tagene, og gågaderne er snævre, fordi der står lægter op ad murene, og skilte advarer mod faren fra oven. Folk møder bekendte og snakker i klynger, som er svære at passere.

Digre damer i pelse fylder også i vrimlen, og en ung pige med åben jakke fremviser sin nye bluse med tilløb til kavalergang. En forårsbebuder? Bare hun ikke bliver forkølet.

Kasseret biblioteksbogPå hovedbiblioteket er der også tøbrud. De sælger kasserede bøger for en tier stykket, og jeg udvælger fire.

”Korstoget til Estland” af Erik Juul Clausen vil sikkert glæde Helle, der ynder historie og historiske romaner. Derudover ”Nostromo” af Joseph Conrad, ”Hans Kirk” af Werner Thierry og ”Dr. Johnson” af James Boswell.

Den sidste har jeg ganske vist på engelsk, men det er et flosset eksemplar med små typer, og jeg skulle have læst den, før der blev for lidt lys, og armene blev for korte.

På vej til bussen går jeg i Føtex. Måske har de griseklumper i dag, men desværre. I stedet bliver jeg 100 kr. fattigere ved at spare 100 kr. på et par flasker vin, som jeg ellers ikke ville have købt.

Der er ikke sket noget særligt, men en pige smiler til mig i bussen – tøvejret er endelig kommet.

Motionscentret bag voldene

Her ser man så et billede af min fritid – vores helt private motionscenter bag volde af sne. Det strækker sig herfra og rundt om hjørnet nede til venstre.

Fortov

Det er her, vi fordriver driver og slår tiden ihjel. Siden vi ryddede i morges, er der kun faldet et par millimeter.

Vejret er smukt i dag. Der er våbenhvile til i morgen.

kvist

De syv plager

Hvorfor have ondt af nogle ægyptere som blev generet lidt for tusinder af år siden, når vi helt aktuelt selv har 7 plager:

  1. Sne
  2. Sne
  3. Sne
  4. Sne
  5. Sne
  6. Sne
  7. Sne

Plagerne er væltet ned over os, og kun for vognmænd og saltsælgere er det manna fra himlen. Havde det været i bibelbæltet i U.S.A., ville prædikanterne svovle om Guds straf.

Heldigvis er dette ikke bibelbæltet, og vi holder heller ikke på folk, som faraoen gjorde i det gamle Ægypten.

Tværtimod betaler staten nogle mennesker for at rejse til de varme lande og blive der, selvom vi snart mangler dem til at skovle sne og i det hele taget arbejde, så jeg kan få en anstændig pension.

Så var det bedre at betale mig for at rejse til de varme lande. Jeg behøver ikke en dyr billet til f.eks. Pakistan – en discountbillet til Rom er helt fint.

Men jeg må nok se i øjnene, at jeg må skille Det hvide Hav og spadsere på arbejde mandag.

Man kan blive helt lavtrykt.