Om åndenød, galopperende hjerte og stødbehandling (DC-konvertering) på kardiologisk afdeling.
Jeg skrev i et tidligere indlæg om min hjertesygdom, at jeg ville spare jer for medicinske detaljer i den kommende tid, men jeg blev ligesom overhalet af udviklingen, og i nogle få (formentlig tre) indlæg vil jeg skrive om dagene på kardiologisk afdeling.
Måske kan det trøste andre og måske henlede opmærksomheden på den mulige sammenhæng mellem vand i kroppen og hjerteproblemer, som selv nogle praktiserende læger åbenbart overser (se P’s historie i et senere afsnit).
Lægen har skaffet en tid på kardiologisk ambulatorium tirsdag den 6. september.
Åndenøden og spaghettibenene skyldes ikke lungerne, men hjertet. Det drøner derudaf med 140 i minuttet uden at transportere ilt, som det skal. Hastværk er lastværk.
Det er værst om natten. Jeg kan ikke få luft, når jeg ligger ned, og når det står på nat efter nat, bliver man udmattet og dødsangst.
På ambulatoriet
På ambulatoriet er man hurtigt klar over, at den er helt gal. Problemet kan ikke løses medicinsk, og det vilde ridt slider mit hjerte i stykker.
De får fremtryllet en tid dagen efter, hvor jeg skal møde fastende og tørstende til forundersøgelse og evt. stødbehandling (DC-konvertering), som kan få rytmen på plads.
Forundersøgelse
Jeg har sovet max en time og er helt smadret, da vi stiller på hjertemedicinsk næste morgen for at få taget blodprøver. Jeg spørger, om jeg kan låne en seng og få ilt. Sygeplejersken ser kort på mig og handler omgående.
Det er fantastisk at kunne blunde lidt, indtil blodprøverne bliver taget. Helle våger, og jeg får lov at ligge, til de er klar til forundersøgelsen.
Atrieflagren kan betyde, at hjertet ikke tømmes helt, og hvis der er størknet blod i hjertet, kan de ikke give stød, da risikoen for blodpropper så er overhængende. I så fald skal vi vente minimum tre uger, til den blodfortyndende medicin har gjort sin virkning.
Jeg ligger på siden, mens lægen skanner mit bryst og spiller på tastaturet som en pianist. Så skal en slange føres ned gennem spiserøret, hvorfra der er en fin udsigt til hjertet.
Bedøvelsen af svælget smager modbydeligt, og det er angstfyldte øjeblikke, indtil spionen har fundet vej gennem bidemundstykket og ned i spiserøret. Jeg gentager selvhypnotiserende: “Du kan få luft gennem næsen, du kan få luft gennem næsen!”
Heldigvis er lægens konklusion klar: Der er intet størknet blod i hjertet, så jeg kan få stødbehandling.
Stødbehandling – DC-konvertering
Jeg kommer tilbage til sengen og ilten, indtil en portør kører mig på operationsstuen ved firetiden. Jeg svarer for 117. gang på, hvad jeg vejer, og hvor høj jeg er. Fører de ikke journal?
Jeg lægges kortvarigt i fuld narkose, mens jeg får stød, og vågner i operationsstuen. Jeg ligger på opvågningsstuen i mere end to timer, mens en sygeplejerske holder øje med blodtryk, puls m.v.
Pulsen er faldet til nogle og halvfems, og blodtrykket er også faldet. Jeg synes, at jeg har det meget bedre, men tilbage på kardiologisk vil lægerne beholde mig.
Jeg havde jo regnet med, at jeg kunne tage hjem, men selvom stødet har hjulpet, er lægerne ikke tilfredse: Hjertets pumpekraft er 15 % mod normalt 60 %.
Tilbage på stuen har en sygeplejerske varmet noget mad til mig – boller i karry med ris.
Bollerne er gode, og jeg skal høfligt undlade at anmelde ris og gurkemejesovs. Jeg har hverken fået vådt eller tørt i 25 timer og er glubende sulten.
Endnu en mareridtsnat
Helle tager afsked efter en lang dag. Hvor var det godt, at hun var med.
Jeg prøver sengen, men selvom jeg rejser den til næsten lodret og får ilt i næsen, kan jeg ikke sove. I samme øjeblik, jeg falder hen, slapper kroppen af, og så vågner jeg straks med panisk vejrtrækning. Non stop er jeg ved at drukne og må kæmpe mig op til overfladen.
Jeg tilbringer resten af natten i en stol som en siddende vattæppelarve. Søvnløs.
(Fortsættes)
/Eric
