Hjertesorger og en aflyst ferierejse

Fra på mandag skulle vi have været 14 dage på den græske ø Leros, have nydt sensommeren, hinanden og maden, men noget flagrende kom i vejen.

HjerteVi har glædet os meget til ferien på Leros. Det var den, der holdt os oppe hele sommeren, hvor vi arbejdede, mens kollegaerne holdt ferie. Den rejse var vores mentale sensommerbolsje.

Men i dag er den aflyst. Jeg ville være idiot, hvis jeg ikke fulgte lægens råd og advarsel, ikke mindst fordi jeg har fået det værre og værre.

For at gøre en lang historie kort har jeg fået forkammerflagren. Det er noget med, at der går kuk i de elektriske impulser, som styrer pumpeværket, og så slår det helt vildt (høj puls), uden at forslå.

Der kommer alt for lidt ilt ud til musklerne, og man bliver meget træt og stakåndet ved selv de mindste fysiske anstrengelser. I løbet af de sidste små 14 dage er det blevet værre og værre, og nu er det helt tosset.

Når jeg vågner om natten, kan jeg kun få luft, hvis jeg står eller sidder, og så bliver man udmattet af mangel på søvn. Det er et helvede.

Så det er godt, at lægen, allerede før jeg kom i dag, havde bestilt tid på kardiologisk. Der skal jeg op på tirsdag, og så må vi se.

Læs resten

Tordenvejr og terrassetræning

Lyn og tordenNogen sommerfornøjelse er det ikke at sidde på terrassen med overtræksbukser, to fleecetrøjer og et tæppe som kokon, men jeg træner til Grækenlandsferien, hvor terrasseafslapning er en hoveddisciplin. I bedre vejr, forstås.

Byger trommer på halvtagets trapezplader. Luften er nyvasket og frisk. Lidt koldere, og jeg ville kunne se min ånde.

Kan jeg slappe af under disse terrassebetingelser, kan det ikke gå galt på Leros i Grækenland.

Så, nu buldrer det!

Vejrradarens blå prikker fortæller, at det er Thors fortrop – hans egen vogn, hovedstyrken, er i sydvest, men bevæger sig hurtigt sig denne vej.

Et lyn blitzer himlen, og nogle sekunder senere forskrækkes katten af det tørre knald, som er ouverturen til en ny trommehvirvel på halvtaget.

Det er ikke i dag, man skal slå græs, tænker jeg tørt.

Jeg trækker computernes stik ud, man ved aldrig.

Kun et øjeblik efter slår lynet ned med et kæmpebrag, det er ganske nær, og den orange streg i luften er katten på flugt ind i huset.

Helle siger, at strømmen er gået. HFI-relæet er slået fra. Jeg vipper kontakten, og der er strøm igen. Dygtigt relæ! Lynudkobling har vi ikke prøvet før, så det VAR tæt på.

Jeg genoptager terrassetræningen, mens Helle beroliger katten. Det regner med varierende styrke, og Thor passerer i en fart mod nordøst. Bliv endelig deroppe!

Ih, hvor jeg glæder mig til Grækenland, hvor sensommeren leverer varen og kun sjældent er i krise.

/Eric

Regeringens vandballon

Regeringen lader forstå, at den har ideer om at privatisere forsyningen af vand og varme. Baggrunden er en hemmelig rapport fra McKinsey.

Vand

Da rapporten er hemmelig, kan det kun være ministeriet, der har plantet nyheden i medierne, nemlig at der kan spares 7,1 mia. kroner ved at privatisere forsyningsområdet.

Regeringen vil dog først offentliggøre rapporten, når den har udarbejdet en ny forsyningsplan, og så kan man jo fundere over årsagen til den udsættelse, når man uden tøven lækker den påståede konklusion.

De pligttro embedsmænd har for længst informeret ministeren om, at udenlandske erfaringer med at privatisere vandforsyningen er særdeles dårlige, og det gælder ikke kun i Berlin – se fx ”Privatisering af vand kostede Berlin milliarder” i Information.

McKinsey har ganske vist ansat CoryDong, men de kan heller ikke være uvidende om, at privatiseret vandforsyning har kostet kassen de fleste steder.

Faktum er imidlertid, at man har offentliggjort en påstået, mulig besparelse og ikke vil offentliggøre dokumentationen, så den kan stå sin prøve.

Når ministeriet således planter konklusionen i medierne er det velovervejet og tjener et formål. Ministerier manipulerer uden skrupler, hvis det fremmer ministerens politik og ikke er klart ulovligt eller usandt.

Med vandballonen har man lokket hele koblet af vandhunde til at gø ved det forkerte træ. Det ligner en klassisk afledningsmanøvre; ministeriet har tændt mørkelygten.

Regeringens virkelige plan kan fx være en kapitalfondsvenlig privatisering af varmeproduktion baseret på affaldsforbrænding, eller salg af noget andet arvesølv.

Når ministeren så fremlægger planen, vil han sige, at han med vanlig lydhørhed over for saglige argumenter ikke vil privatisere vandforsyningen, men i stedet … didadida … spare penge … dida … 2025 … dida … effektivisere … blabla.

Forslaget vil være overraskende og upopulært, men borgerne vil tænke:

”Nå, men i det mindste holdt de snitterne fra vores vand.”

/Eric