Tag-arkiv: Computer

Ny smartphone og død PC

Det har været et par IT-travle dage med en ny smartphone og en død computer, der nu genoplives efter en kold afvaskning af harddisken.

Smart telefon

Smart telefon

Snart kan man ikke slippe en vind uden at bruge en smartphone, så vi har modstræbende overgivet os, og de gamle mobiler er droppet – Helles dog først i næste måned, når abonnementet udløber.

I 2009 droppede vi fastnettelefonen til fordel for mobiltelefoner og sparede en hulens masse penge til TDC’s gebyrcirkus. Gribbene var gået helt over gevind.

Vi havde det fint med mobiltelefoner uden fastnet. Den månedlige udgift for samtaler og SMS styrtdykkede til ca. 10 kr. for hver af os; det var til at overskue.

Så vandt smartphones frem. Hvad skulle vi bruge dem til? Vi har ikke behov for at være ”på” hele tiden, uanset hvor vi er, og hjemme har vi jo computerne.

App mig her og app mig der

Men udviklingen tager ikke hensyn til dinosaurer!

Når jeg ringer for at bestille en taxi, får jeg at vide, at jeg kan springe køen over, hvis jeg installerer deres app.

Sidst vi skulle til København, og jeg tjekkede ind online, måtte jeg ringe til Norwegians kundeservice for at høre, hvor pokker jeg kunne finde et boardingpass, jeg kunne printe ud på papir.

Snart skal man bruge en app, hvis man skal hente pakkepost i PostNords nye pakkebokse, og der er dem, der i ramme alvor mener, at kontanter skal afskaffes, fordi man har MobilePay.

Og så videre og videre og videre – appra kadappra.

Dinosaurens tur i tidsmaskinen

Læs resten

Quickfix af PC’en

Da jeg var på hospitalet, tabte jeg min laptop på gulvet, så skærmen gik til, og forbindelsen til batteriet gik sig også en tur.

Rorschach test

Rorschach-test eller skærmbillede

Hospitalet har WiFi, og Helle fragtede min laptop derud, så tiden kunne gå med andet end hjertesorger. Sådan har jeg meget at takke hende for.

Da jeg skulle manøvrere den ind på sengeskabets nederste hylde, smuttede den og faldt ca 10 cm ned på gulvet. For lidt til at udløse airbag’en, men nok til at skærmen nu lignede moderne kunst eller noget fra en Rorschach test. En faldskærm, simpelthen.

Det skete ikke, fordi jeg var svækket og afkræftet, det var ren, ukoncentreret fumlen. Nå, laptoppen har flere år i sig endnu, det er en god og kraftig computer, og det var billigere og bedre at skifte skærmen end at købe en ny maskine.

Den nye skærm kostede 1899 kr. eller ca. 190 kr. per centimeters faldhøjde, og udskiftningen tog kun et par timer. Ærgerligt, men sådan kan det gå.

Hvad jeg ikke havde bemærket var, at computeren ikke kunne trække strøm fra batteriet, det opdagede jeg først senere. En bærbar uden batteristrøm er ikke meget værd.

Jeg er bevidst om min tekniske begavelse, og udelukkende for at støtte det lokale erhvervsliv tog jeg computeren ned til Labtech-butikken i Vejgaard. Det ville være et savn at undvære den til næste dag, men undertiden må man bringe ofre.

Fyren i forretningen tog batteriet ud, satte det i igen, strammede en skrue, og så var det i orden.

Der har været stoltere stunder i mit liv, jeg røber ikke hvilke, men det hjalp selvfølgelig, at han gjorde det uden beregning.

Så med en fungerende computer er der ved at være styr på tilværelsen igen, og snart tænder jeg for grillen, så den kan blive klar til ribbensstegen.

Med de basale behov dækket kan man kun være tilfreds med septembervejret.

/Eric