Tag-arkiv: Skærm

Quickfix af PC’en

Da jeg var på hospitalet, tabte jeg min laptop på gulvet, så skærmen gik til, og forbindelsen til batteriet gik sig også en tur.

Rorschach test

Rorschach-test eller skærmbillede

Hospitalet har WiFi, og Helle fragtede min laptop derud, så tiden kunne gå med andet end hjertesorger. Sådan har jeg meget at takke hende for.

Da jeg skulle manøvrere den ind på sengeskabets nederste hylde, smuttede den og faldt ca 10 cm ned på gulvet. For lidt til at udløse airbag’en, men nok til at skærmen nu lignede moderne kunst eller noget fra en Rorschach test. En faldskærm, simpelthen.

Det skete ikke, fordi jeg var svækket og afkræftet, det var ren, ukoncentreret fumlen. Nå, laptoppen har flere år i sig endnu, det er en god og kraftig computer, og det var billigere og bedre at skifte skærmen end at købe en ny maskine.

Den nye skærm kostede 1899 kr. eller ca. 190 kr. per centimeters faldhøjde, og udskiftningen tog kun et par timer. Ærgerligt, men sådan kan det gå.

Hvad jeg ikke havde bemærket var, at computeren ikke kunne trække strøm fra batteriet, det opdagede jeg først senere. En bærbar uden batteristrøm er ikke meget værd.

Jeg er bevidst om min tekniske begavelse, og udelukkende for at støtte det lokale erhvervsliv tog jeg computeren ned til Labtech-butikken i Vejgaard. Det ville være et savn at undvære den til næste dag, men undertiden må man bringe ofre.

Fyren i forretningen tog batteriet ud, satte det i igen, strammede en skrue, og så var det i orden.

Der har været stoltere stunder i mit liv, jeg røber ikke hvilke, men det hjalp selvfølgelig, at han gjorde det uden beregning.

Så med en fungerende computer er der ved at være styr på tilværelsen igen, og snart tænder jeg for grillen, så den kan blive klar til ribbensstegen.

Med de basale behov dækket kan man kun være tilfreds med septembervejret.

/Eric

Fladskærms-TV på samme klip

Meget er blevet digitalt, og helt analogt er det gået med TV. Udviklingen koster kassen, og kassen koster, selvom den nu er blevet flad.

De få ekspedienter havde travlt med andre kunder, så vi havde god tid til at gå rundt i butikken og kigge på de mange fladskærms-TV. Det passede os fint.

Et kæmpestort TV havde et elendigt billede. ”Det er da ikke noget at udstille,” tænkte jeg, til det gik op for mig, at det måtte være 3D. På nogle meters afstand stod nemlig et stativ med briller. Billedet var dog også sløret, når jeg brugte brillerne. Måske er jeg for enøjet.

Nå, men vi fandt frem til et TV, vi syntes godt om: overkommelige 40 tommer og et rigtig godt billede. Det var 1000 kr. dyrere end det ved siden af, som så identisk ud, men hvor billedet ikke var helt så godt.

Årsagen var måske, at det ved siden af kun viste halvt så mange billeder per sekund: sølle 200. Måske kan det vise korrespondanceskak uden flimmer, men det opklares ikke, for vi foretrak det andet TV, og ingen kanaler transmitterer korrespondanceskak.

Det tekniske CV sagde mig ikke så meget, men skærmopløsningen er da højere end min computerskærms, så helt ringe kan det ikke være.

Vi kunne lide, hvad vi så, og det var afgørende. Så da en af ekspedienterne blev ledig, tog det ikke mange minutter, og de kan bringe apparatet ud mandag aften. Perfekt.

Sådan røg der nogle tusinde kroner på den tekniske udvikling, men heldigvis nåede vi da bussen hjem på samme klip.