I dag gjorde jeg bod på gårsdagens dovenskab. Da der hentes storskrald og haveaffald i morgen, beskar jeg buske og slyngplanter.
Der har været sommer i glimt
Ikke for at de skal se pæne ud, men for at man kan bevæge sig nogenlunde uhindret op og ned ad trappen til fortovet.
Der er ikke noget godt at sige om planterne på den strækning. Hvis man ikke holder dem nede, bliver man botanisk befamlet af buske, og slyngplanter lægger snarer ud for at fange den uopmærksomme, subsidiært spænde ben.
Enhver påstand, om at jeg ikke har grønne fingre, gøres til skamme af ukrudt, så jeg fik også renset en etape af fortovets randzone. Ikke ulig regeringen er jeg træt af randzoner.
Dernæst var det tid til mere rømning af stuen. Gardiner og gardinstænger blev pillet ned. Gardinerne så også tossede ud, efter vi har fået persienner, så de kommer næppe op igen.
En kasse med kogebøger skulle i kælderen. Det var sådan en sammenklappelig plastikkasse, og den var meget tung, selvom alle kogebøger påstår, at opskrifterne er lette.
På trappens sidste trin gik bunden ud af kassen, og kældergulvet blev på et øjeblik et madorgie: En opskriftsbuffet af kogebøger, brochurer, pamfletter og løsark.
Nu var jeg nærmest tvunget til at rydde op i opskrifterne. En stor del brochurer og løsark, vi alligevel aldrig får smagt, røg i containeren og kan nu glæde sig til en fremtid med nyttepotentiale.
Jeg tjekkede lige kælderreolerne igen og fandt et par bøger mere, som kunne ryge ud. Hvad skal man fx med ”Aakjær i udvalg,” når man har hans samlede værker?
Nogle flere ting blev flyttet til kælderen, men så kunne det også være nok, og nu nyder jeg livet på terrassen.
Man skal nemlig kende sine styrker og svagheder, og det med at sidde på terrassen er jeg rigtig god til, selvom nogen nok vil kalde det en svaghed.
/Eric
