Lidt skvalder om rabalder

Føj for den lede hede! Der har været for varmt denne weekend. Vi har lige orket at gispe, og selv vejrudsigten er et nummer for lummer.

Sol

Jeg har ikke set fjernsyn overhovedet. Varm luft fra politikere er ikke det, jeg trænger til. Det er ikke tid til politik, tak. Og spørg ikke, hvorfor jeg skribler, når jeg pibler.

Ofte kan fornuften rense luften, men ikke i dag. En brise er en lise, men der skal mere til, og forløsningen er heldigvis i anmarch: Tordenvejr og måske skybrud.

Det ser jeg normalt ikke frem til, men i dag gør jeg en undtagelse, og jeg har renset de udendørs afløb. Kloakproblemer sender vi ned til dem, der letsindigt købte hus for foden af bakken.

Ifølge prognosen lyner Thor ned og rammer Aalborg ved et- totiden i nat, og han har passeret (eller næsten), når jeg cykler på arbejde. Perfekt!

/Eric

Regeringernes salatdressing

Der er ingen skelsættende forskel på den nye og den tidligere regerings politik, men den nye har travlt med at profilere sig som lidt skarpere.

Låg

Så er der lagt låg på

En af regeringens første handlinger var at lukke Irakkommissionen. Måske havde den travlt, fordi Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller var indkaldt til afhøring.

Lukningen bestyrker mistanken om, at der er noget at skjule. Det ved regeringen selvfølgelig godt, så det må være slemt, når den har så travlt med at få dårlig presse.

Ellers er det vel stort set samme salatdressing som den forrige regerings, blot med lidt mere eddike.

En regering med DF som støtteparti vil fx altid være skarpere på flygtninge- og udlændingepolitik. Nok vil aldrig være nok.

Læs resten

Den nye plæneklipper og katten der ville med i Brugsen

Da vi spadserede ned til Brugsen for at hente den nye plæneklipper, fulgte katten mjavende med. Så langt, at Helle måtte bære ham hjem igen.

Gardena plæneklipper

Forleden døde plæneklipperen Flymo. Jeg var overbevist om, at det måtte være kablet, så jeg skilte hunstikket ad, men kunne konstatere, at kobbersnøvserne sad, som de skal.

Jeg skilte plæneklipperens tændingsanordning ad, men kunne heller ikke se noget galt her. Ergo måtte elmotoren have givet op af en eller anden grund, som ligger uden for mit kompetenceområde.

Når man ikke har bil, er det smart at få plæneklippere og den slags leveret frem for at hente dem i City-langt-uden-for-byen, så over nettet bestilte vi en Gardena (bedst i test) til levering i Brugsen, og i går gik vi ned med cykeltraileren for at hente kalorius.

Katten fulgte med. Mjavende. Han er en rigtig mordreng – ”Helles misser”. En gang imellem var det, som om han tøvede, men så spurtede han et stykke, til han var på omgangshøjde. Det har han gjort før, men efter et stykke plejer han at stoppe.

Læs resten