Tag-arkiv: Gratisaviser

Den bedste af alle mærkater

Den nye mærkat til postkassen kom forleden: Reklamer og gratisaviser – Nej Tak. Noget af det bedste siden penicillin og befrielsen i 1945.

Reklamer nej takSelvom teksten savner lyriske kvaliteter, hører den til min yndlingslæsning og overgås kun af Stille flyder Don, Harry Potter og nogle stykker mere.

Jeg går dagligt (undtaget søn- og helligdage) ned til postkassen i skel for at læse mærkaten og glæde mig over, at dens knappe budskab er feset ind.

Befrielsen for reklametryksager er ikke helt så stort som stavnsbåndets ophævelse eller befrielsen i 1945, men når jeg ser mærkaten, forstår jeg levende, hvorfor de begivenheder udløste store følelser.

Friheden er dyrebar! Også selvom ordningen ikke omfatter rudekuverter.

 

Reklamer nej tak og julestemning

De sidste 2 uger er det væltet ind med reklamer og gratisaviser, selvom vi har reklamer absolut nej tak på postkassen.

Min første harmdirrende indskydelse var at lade det regne med svovl og edder via telefonen, men så blev jeg overmandet af mild julestemning: jeg kunne jo også få skiftet mærkaten på postkassen. For når sandheden skal frem, er den så falmet af solen, at den kan overses, hvis man er tilstrækkeligt motiveret.

Så jeg gik ned til posthuset blot for at erfare, at det er lukket og flyttet til den nærmeste Superbrugs. Nå, videre til Superbrugsen og trække et nummer. Der var kun 11 i køen før mig, og det tog kun et kvarter at komme til.

Nej, de har ikke mærkater på posthuset – man skal ringe til kundeservice, fortalte skrankedamen og skrev nummeret op til mig.

Mens telefonen og jeg ventede i 10 minutter på den første ledige medarbejder, servicerede de os med musik og opfordringer til at sende pakker til tiden. Jeg fik også hævet penge i en automat, selvom det er lidt besværligt med én hånd.

Den første ledige medarbejder var julevenlig og lovede at sende mig hele to mærkater, så jeg kan holde farven ved lige.

Så må vi se, om det hjælper. Hvis ikke, skal de dæleme få min julestemning at julemærke, skal de!

Reklamer og gratis aviser nej tak

Vores nye “Reklamer og gratis aviser Nej tak” mærkat kom med posten i dag – sammen med en postomdelt reklame i omslag.

På omslaget står:

“Din husstand er tilmeldt ordningen “Ingen reklamer – tak”. Derfor modtager du en del af din post i dette omslag”

Som om et papiromslag får reklamen til at glide lettere ned – som glasur på en pille. Grotesk! Den nye nej tak ordning træder i kraft den 27. april, og jeg er spændt på, om vores nej respekteres.

Jeg er ret sikker på, at postvæsenet vil respektere ordningen, så vi slipper for reklamer i latterlige omslag, der bare øger reklamernes miljøbelastning.

Nej, det spændende er, om man slipper for det ragelse, som distribueres af andre end postvæsenet. Det være sig kirkeblade, telefonbøger, såkaldte “distriktsaviser” og hvad ved jeg.

Det var på tide, at reglerne blev strammet op for papirspam. Nu mangler vi bare at få forbudt telefonspam, så min soufflé ikke kollapser, når nogen vil sælge aviser, børnebøger eller forsikringer midt i den bedste spisetid.