Tag-arkiv: Have

Min nabo, haveelskeren

Naboen tilbringer næsten al sin fritid i haven. Hvis han en dag kravler rundt og luger med en pincet, vil det ikke overraske mig det mindste.

PåskeliljeDe flyttede ind for få år siden. Han virker som en flink fyr, men vi taler sjældent sammen. Vi hilser, når vi ses, og går det højt, falder der en bemærkning om vejret.

Haven har sikkert været hans drøm, for han tilbringer næsten al sin tid derude med at grave, så, luge, vande og rive, rive, rive. Selv om vinteren kan han gå drømmende rundt derude, skønt alt er dækket af sne.

Jeg ser ham undertiden fra vinduet og på min vej til garagen, for tjørnehækken er endnu gennemsigtig. Altid har han gang i noget, og lige nu har han mindst 30 plantesække liggende i stabler.

Han og hun ser ikke meget til hinanden. Hun er undertiden i haven, når vejret er til solbad, men ellers kun sjældent. Han kommer ind og spiser, når hun kalder, og så går han ud igen.

Hver aften går han i rutefart med vandkanden. Der er noget rørende over denne vandkandeomsorg, og vi smiler til hinanden, når vi hører kanden blive fyldt; men hvorfor okse frem og tilbage som en kuli, når vandslangen er opfundet?

Grønne fingre er sikkert noget genetisk, og på en måde misunder jeg ham den simple glæde. Til gengæld er det hamrende irriterende at høre på hans kompostkværn i timevis. Selv fuglene forstummer.

Jeg glæder mig til, at hækken snart bliver så tæt, at jeg kan sidde ugenert i vildnisset, for jeg slapper ikke rigtigt af, når jeg ser ham arbejde som en rastløs myre og kaste bekymrede blikke mod skvalderkålen på vores side af hækken.

 

Haven og havesproget. Dansk er en svær en XX

Havefolket kendes på, at de har grønne fingre og taler havesprog. Her følger en introduktion til det svære havesprog og dets mærkelige ord.

Mange ord i havesproget er helt normale ord, som blot bruges med en anden betydning, men der er også mærkelige og specielle ord, som ikke kendes andre steder.

For eksempel har ingen havemand motorcykel, han har ”kompostkværn”. Et andet mærkeligt ord er ”sædskifte”. Det lyder lummert, men er det usædeligt? Slå det selv op.

En havemand må skuffe for at leve op til forventningerne. Han skuffer, når han løsner jordoverfladen, så planter mister jordforbindelsen. Hertil bruges et ”skuffejern,” som ikke må forveksles med et skuffedarium.

Læs resten

Græsplænen

Græsset skal jo slås, men i al stilhed arbejder jeg med en langsigtet strategi, som skal løse det problem. Det tager tid, men det virker.

Vores græsplæne forsørger en solsortefamilie og andre fugle, som trives i vores vildnis, men ellers er jeg da bedøvende ligeglad med den plæne.

For min skyld måtte den gerne vokse, til den ikke orkede mere og gik i frø. Vi spiller jo hverken golf eller bold på plænen, så hvorfor skulle den ikke have lov til at gro, som græs gjorde, før man opfandt plæneklippere og drøvtyggere?

Men den slags tanker strider nærmest mod politivedtægten, og hvis de blev realiseret, ville jeg sikkert kalde på kvarterets forargelse og det, der er værre.

Så jeg slår resigneret plænen, selvom jeg bliver både varm og svedig. I al stilhed arbejder jeg dog med en langsigtet strategi, som skal løse problemet: Jeg hverken vander eller gøder – og det virker.

De sidste 20 år er der blevet længere og længere mellem stråene, og de vokser heller ikke så bandsat energisk, som de gjorde engang. Til gengæld vinder mosset frem, og det er både grønt og blødt, og så skal det ikke slås.

Jeg er dog bange for, at det kræver mindst 15 år mere at nå helt i mål, og så længe bliver vi næppe boende. Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg foretrækker at afslutte mine projekter.