Tag-arkiv: Kamsteg

Grillet flæskesteg og tordenbyger

Grillstarter

Juni har været kold i år, men i går var der lunt, og man skulle ikke pakke sig ind som polarforsker for at sidde ude. Torden for buldrende hen over landet, men mellem bygerne var der sol. Jeg riggede grillen til under halvtaget, og kamstegen kom på.

Nogen gør det til en videnskab at grille flæskesteg, men ikke her i huset. Den ryger bare på i 50 – 60 minutter ved direkte varme. Jeg vender den hvert 5. minut, pensler med rosmarinolie tilsat lidt citronsaft og lægger et kuplet woklåg over for at holde på røgen.

Stegetermometer og et tryk med fingeren afgør, hvornår kalorius er færdig – saftig og med knasende sprød svær. Mens stegen hviler ud, kan man evt. grille noget tilbehør såsom skiver af squash og aubergine.

Kamsteg sprød svær

Sommeren lader vente på sig, men temperaturmæssigt var der lidt af det rigtige i går, og når man kan sidde under et halvtag, kan regnen for min skyld tromme i vildskab. Når bygen har renset luften, synger solsorten igen.

Nogle glæder er simple.

 

Kamstegens livsforlængelse – omarbejde eller omskæring?

Kan man omarbejde kød? “Omskære” var vel mere præcist, men det ord er nok for følsomt, selvom det bare drejer sig om kamsteg.

En ven har gjort mig opmærksom på en annonce fra Brugsen:

“[…]og vi har ingen slagter i butikken. Det er din garanti for, at vi aldrig omarbejder kød.”

og spørger så:

“.. øh, hvad med de Superbrugser og Kvickly Extra, som har slagter?”

Det er jo velkendt, at når supermarkedets kamsteg når pensionsalderen, reinkarnerer den som koteletter, og når deres levetid udløber, genopstår de som fars, frikadeller eller Kinagryde. En livsforlængende behandling som nogle brugser åbenbart ikke praktiserer.

Det er dog første gang, jeg hører ordet “omarbejde” i forbindelse med kød, og det lyder forkert. Ordet bruges vel mest om tekster, regnskaber, historien og sådan noget.

“Omskære” var mere præcist, når man nu ved, hvad det drejer sig om, men det forslag er sikkert for følsomt med den højspændte situation i Gaza og dele af blogosfæren.

Inden man måbende får set sig om, risikerer man jo at blive kaldt antisemit, Hamas-lover og hvad ved jeg, selvom man bare har snakket om kamsteg.

/Eric