Tag-arkiv: Leros

Grækenland til salg

På Leros kan man ikke undgå at bemærke de mange skilte med ”Til salg”. Der er rigtig mange, og det er ikke kun på Leros.

Til salg

Krisen og trojkaens sparekrav mere end syvdoblede ejendomsskatterne, og det græske ejendomsmarked kollapsede.

Man indførte bl.a. en m²-skat, som opkræves af elselskaberne. Grækenland har ikke et effektivt person- eller ejendomsregister, men elselskaberne ved, hvem deres kunder er.

Den årlige ejendomsskat kan nu svare til en månedsløn eller mere, men det afhænger selvfølgelig af boligen, og hvad man tjener – hvis man da har arbejde og tjener noget.

Pensionister oplevede i de samme år en kraftig nedsættelse af pensionen, og mange har nu ikke råd til at sidde i deres bolig, selvom den måske er købt og betalt for 20 år siden.

Læs resten

Myggene på Leros

Intet paradis uden slange, og på Leros er slangen myg. De er her ikke i junglemængder, men nok til at give os et let mæslingelook.

MygDet er værst for Helle. Hvor mine stik bliver til små, røde knopper, der klør en dags tid, kan hun slå voldsomt ud med røde plamager og hævelse i flere dage.

Om aftenen dufter hun som lemonade af afværgende citronella, men med stik i normalt tækkeligt tildækkede kropsdele kan man konkludere, at myggene især slår til om natten.

Vi gør ellers, hvad vi kan, for at holde dem ude. Der er myggenet for vinduerne, og terrassedøren lukker vi, før myg normalt går på vingerne.

Men de må have uddannet en specialstyrke, som flyver ind om dagen, hvor donorerne mindst venter det, og så venter de tålmodigt på, at ofrene sover sig forsvarsløse.

De har også udviklet stealth-egenskaber, for jeg hører kun deres højfrekvente vingeslag, hvis de kommer tæt på øret, og MIN HØRELSE ER IKKE NEDSAT.

Jeg har patruljeret for lukket dør og tjekket vægge og hjørner uden at se nogen ventende overfaldsinsekter ud over et par edderkopper, der må betragtes som allierede.

Ikke desto mindre er de der, bæsterne, og i morges prøvede et splejset eksemplar at komme gennem glasset ud til friheden, hvilket jeg gerne hjalp den med.

Læs resten

Kragerne på Leros

Indimellem går vi til Agia Marina, hvor de mindre færger lægger til. Agia Marina ligger på den anden side af borgen, så man skal op til Platanos og ned ad en stejl bakke.

Vi sætter os i parasolskygge ved færgelejet, får en cappuccino og glor på fiskerne, der ordner net, de håbefulde katte, og mennesker, der passerer.

Agia Marina

Flere af cafégæsterne venter på færgen, og det er mest turister, men der er også en del lokale. Ingen har travlt, og der følger vand med cappuccinoen, så man kan blive hængende, hvis man vil.

Caféen har en måge på sit skilt, men vi har endnu ikke set en levende måge her. Mågernes opportunistiske rolle varetages af krager. I hvert fald i Agia Marina, så det er ikke her, de vender.

Læs resten