Der sker ikke det store på Leros, Grækenland, men noget var der da hændt, siden vi sidst besøgte øen i 2021.
Leros har fx fået sin egen øl. Den har vi endnu til gode at smage; vi overvejer en forårsferie.
Produktionen af til salg-skilte boomede under og efter finanskrisen, hvor bunden forsvandt under det græske ejendomsmarked, og det har afgjort ikke været sælgers marked siden. Mange af skiltene er der stadig, og der kommer nye til.
Vi kom hjem fra Grækenland i aftes, og i morges var jeg nær faldet af badevægten, da jeg så, hvad tre ugers ferie havde gjort ved kampvægten.
Lammeskank tilberedt i bagepapir med kartofler og squash
Efter tre uger med solid græsk mad, landvin i gæstfrie mængder, ouzo til solnedgangen, timianhonning på morgen-yoghurten og varmebegrænset motion har jeg tabt et kilo.
Hvad forklaringen så er på det mysterium står hen i det uvisse, men kuren gentager jeg gerne.
Når man rejser, får man nye indtryk. Her er nogle fra Leros, og det eneste, der binder dem sammen, er Leros – eller Grækenland om du vil.
Fuldmåne over Panteli Bay
Der er mange gråspurve på Leros, skovspurve ser vi ikke. Hen under aften flokkes de i store palmer og kvidrer i næbbet på hinanden. Måske fortæller de røverhistorier fra dagen, der gik. Det er ikke til at vide, når man ikke forstår et pip af det græske.
Men en hyggelig aftenkoncert er det, og efter solnedgang er der stille, så de kan komme tidligt op.
Vi får masser af myggestik, men af en eller anden grund er de ikke så generende som normalt. De klør en til to gange, ligesom for at melde deres ankomst, og så er den potte ude.
Helle plejer at slå voldsomt ud, men i år er det bare små, røde plamager, som slet ikke ligner koldbrand. Jeg kan ikke forklare denne ændring til det bedre, for det er næppe covid-vaccinen, der virker mod myggenes spikesnabel. Men rart er det da.