Tag-arkiv: Plæneklipper

Græsplænen

Græsset skal jo slås, men i al stilhed arbejder jeg med en langsigtet strategi, som skal løse det problem. Det tager tid, men det virker.

Vores græsplæne forsørger en solsortefamilie og andre fugle, som trives i vores vildnis, men ellers er jeg da bedøvende ligeglad med den plæne.

For min skyld måtte den gerne vokse, til den ikke orkede mere og gik i frø. Vi spiller jo hverken golf eller bold på plænen, så hvorfor skulle den ikke have lov til at gro, som græs gjorde, før man opfandt plæneklippere og drøvtyggere?

Men den slags tanker strider nærmest mod politivedtægten, og hvis de blev realiseret, ville jeg sikkert kalde på kvarterets forargelse og det, der er værre.

Så jeg slår resigneret plænen, selvom jeg bliver både varm og svedig. I al stilhed arbejder jeg dog med en langsigtet strategi, som skal løse problemet: Jeg hverken vander eller gøder – og det virker.

De sidste 20 år er der blevet længere og længere mellem stråene, og de vokser heller ikke så bandsat energisk, som de gjorde engang. Til gengæld vinder mosset frem, og det er både grønt og blødt, og så skal det ikke slås.

Jeg er dog bange for, at det kræver mindst 15 år mere at nå helt i mål, og så længe bliver vi næppe boende. Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg foretrækker at afslutte mine projekter.

Græsplænen og de dumme skovduer

Jeg var begyndt at tænke på græskarper som alternativ til plæneklipperen, men så holdt monsunen pause i dag.

Denne tørre tidslomme gav mig chancen for at starte plæneklipperen uden risiko for at drukne elmotoren og få stød.

Og så er det, jeg kommer til skovduerne, der bor i fyrretræet ved siden af plænen, som deres fede forfædre har gjort det i generationer.

Skovdue

Vorherre må have skabt skovduen, for at dompappen kan trøste sig med, at den ikke er den dummeste fugl i verden.

Skovduerne er så dumme, at vores kat (da vi havde kat) end ikke gad at tjatte til dem, når de vraltede lige forbi. Det var simpelthen for let og uden spænding.

De kan f.eks. ikke bygge rede. De laver en uformelig klump af grene og kviste, og når det så blæser en smule, flyver reden fra ungerne og havner på græsplænen.

Så starter de forfra: vralter rundt, samler de gamle kviste op og bygger en ny klump, som ingen kan hitte rede i.

I dag havde de imidlertid ikke ryddet op efter sig. Reden lå spredt som forstadiet til et Sankt Hans bål, og jeg måtte rive sammen, før plæneklipperen kunne komme til.

Gad vide, om de har givet op eller er fløjet fra hinanden?