Tag-arkiv: Realløn

Sommerdrømme og den store gevinst

Dette er min sommer nr. 59 – eller måske snarere ”var,” for vejret er lige til efterårskuller. Man skulle vinde den store gevinst og rejse bort.

Jeg sidder standhaftig på terrassen, men er også pakket ind som en turist på skiferie. Dog mangler vanter og tophue og i særdeleshed solbriller.

Og apropos temperaturkurven, fortsætter reallønnen sit ubønhørlige fald. Jeg har ikke finregnet, for man skal ikke målrettet søge depressionen, men siden finanskrisen er min realløn er nok faldet mindst 5 %.

Jeg ved godt, at det kunne være værre, men jeg har fx svært ved at relatere lønudviklingen til de små børn i Afrika og i særdeleshed til oversvømmelserne i Centraleuropa. For resten bor jeg også så højt, at indlandsisen kunne smelte helt uden at oversvømme min kælder.

Andres elendighed giver mig ingen glæde.

Nej, man skulle vinde den store gevinst, skulle man. Så kunne man rejse hen, hvor sommeren har søgt tilflugt, og følge med tilbage, hvis den impulsivt fandt på at holde ferie i Danmark.

Det er jo nok ikke særlig sandsynligt, altså at sommeren finder på at holde ferie i Danmark, men forleden var der fx en eller anden (garanteret dum) nordmand, der løb med knap 30 millioner fra den danske lottopulje. Penge, som kunne have kickstartet mit otium.

Jeg er ikke så krævende og havde såmænd været tilfreds med 10 millioner. Så havde jeg båret solbriller og shorts på en noget varmere terrasse end denne.

Men man skal også se realiteterne i øjnene: For at vinde omkring 10 millioner i lotto skal man nok købe en af de der kuponer.

/Eric

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Hvorfor have ondt af at topchefernes løn steg 13 % sidste år? Og hvad er der galt med økonomer bag kassen og botanikere i grøntsagsafdelingen?

Mange er forargede over, at topchefernes løn steg 13 % sidste år, men det er bare brødnid og misundelse. Når nu reallønnen er faldet for langt de fleste mennesker, skulle man da hellere glæde sig over, at det trods alt går godt for nogen.

Og det har jo sin naturlige forklaring. Der er benhård konkurrence om dygtige ledere, og hvis fx cheferne i Roskilde Bank og Amagerbanken ikke havde fået en ordentlig hyre, havde de garanteret kørt udenlandske banker i sænk i stedet for.

Læs resten