Det var landand, stod der på pakkerne, og det er sikkert rigtigt. Det var i hvert fald ikke Pekingand, som er den eneste byand, jeg kender.
Det værste er overstået
Jeg grillede andebryst lørdag. Det smagte rigtig godt, men røg som bare fanden, og jeg ventede hvert øjeblik at høre sirenerne komme.
Grill er godt, og udover den stærke varme, som forsegler og alt det der safttekniske, er det røgen, der gør det. Fedtet drypper ned på de gloende kul, så kødet får røgsmag.
Men da jeg for første gang smækkede et par andebryster på grillen, skal jeg love for, at der kom røg som aldrig før. Andefedtet tapløb ned på kullene, og det røg helt vildt, så jeg måtte holde vejret, når brysterne skulle vendes.
Jeg ventede hvert øjeblik sirenernes hylen, men ingen ringede efter brandvæsenet. Sikkert fordi det regnede, og havefolket så Søren Ryge. Eller hvad de nu laver, når det regner.
(Tro nu ikke, at jeg stod ude i regnen – vi har et glimrende halvtag.)
Mens andebrysterne hvilede ud, åndede jeg lettet ind og grillede et par majskolber. De blev såmænd udmærkede, men ikke bedre end hvis jeg havde kogt dem med rigelig salt.
Andebrystet smagte glimrende, og skindet var sprødt; men skal jeg grille andebryst igen, skal der være en frisk vind, så jeg ikke får røgforgiftning.
Regnvejr er sikkert også en god idé, så naboer i vindretningen holder sig inde.
