Tag-arkiv: Svineinfluenza

Svineinfluenza (H1N1) eller en krølle på historien

Jeg skulle have fulgt mit eget råd om forebyggelse af svinfluenza, for nu har jeg fået fluen og er kommet på A-holdet. Tror jeg da.

Morgentobakshosten plejer at rense og styrke luftvejenes infrastruktur, men i går gjorde den ondt. Stemmen var heller ikke til duet med Domingo.

“Tør øjnene, du har ikke feber”, sagde jeg til mig selv og cyklede på arbejde. Det var dumt. Hoste, tungt hoved, ømme led og selvmedlidenhed sendte mig hjem igen før middag.

Det virker dog som en ret mild influenza: sådan ca. halv kraft af det, de formår at producere i Asien. Jeg er ikke helt elendig, og feberen står ikke mål med den globale opvarmning.

Så måske kan det trøste nogen, at det ikke nødvendigvis er så slemt. Der kan måske også være noget om, at folk der er født før 1957 ikke rammes så hårdt, for jeg er vintage ’55.

Endelig er der jo muligheden for, at det slet ikke er svinfluenza (H1N1). Det ville være en krølle på historien.

Myndigheder udbasunerer dødsfald

En overskrift i Politiken fangede mit blik: “Sundhedsmyndigheder nedtoner sjældent dødsfald“. Det var pokkers! Udbasunerer de dødsfald?

Nå, det viste sig, at Politiken mener “et sjældent dødsfald”, hvad det så end er, når der dagligt dør masser af mennesker.

Forklaringen får man måske i en anden overskrift i samme avis: “Rask mand dør af svineinfluenza“. Hvordan kan man dø af influenza og være rask samtidig? Jeg kan godt se, at det må ske meget sjældent.

Forebyggelse af svineinfluenza

Svinfluenzaen topper igen overskrifterne, og i dag var der en på arbejde der hostede og så sløj ud. Måske skulle man blive hjemme og gå i frivillig isolation.

Myndighederne maner jo også til ro og besindighed, og hvor er der mere af det end hjemme på sofaen? Jeg forestiller mig bare et par uger med chips og nogle rammer øl til at opbygge immunforsvaret.

Det strider ganske vist mod Forebyggelseskommissionens 52 bud, men hvad ved den om forebyggelse af svinfluenza?

Hvis man holder sig fra tequila og tacos, er der sikkert ingen smittefare, men man kan aldrig være for forsigtig.