Man skal sætte sig mål her i tilværelsen, og mit mål i dag er Østre Anlæg, en spadseretur på ca. 2 km hver vej.
Tophuen fra Tallinn
Det fryser. Tophuen fra Tallinn dækker ørerne, men ikke næsen. Himlen er pastelblå med totter på, og vinden er med.
Jeg skridter godt ud; det går ned ad bakke, og fortovene er sne- og isfri. Sneen i forgårs faldt ikke her, men sydpå hvor de trængte mere. Det under jeg dem gerne.
Tiden skal jo gå med noget i disse coronatider, så jeg er begyndt at samle på husnavne, når jeg går ture i kvarteret.
Jeg er hverken lidenskabelig eller metodisk samler, jeg lægger bare mærke til huse med navne, og det sker, at jeg tager et billede med telefonen. I morgen kan det være malet over.
Vejgaard er et kvarter i det østlige Aalborg. Det begyndte at blive en bydel sidst i 1890’erne, da behovet for arbejdskraft steg på de store virksomheder i nærheden: cementfabrikken i Rørdal, Cemenfabrikken Danmark (den senere eternitfabrik) og værftet.
I dag er det mestendels villakvarter. Enfamiliehusene nærmest den lokale bymidte og Hadsundvej er vel fra starten af 1900-tallet, og det er dem, der har navne – i hvert fald nogle af dem.
Der sker ikke en pind. Der er rigsretter, pøpelstorm på Capitol, jordskælv og nogle millioner coronadøde, men her sker der ikke noget.
Samfundet er lukket ned, og man kan ikke rejse, selvom man har tid og råd. Strengt taget kunne jeg godt tage sydpå, men hvad skal jeg i Skørping, når kroen og Museum Rebild er lukket?
Man kan ikke spise ude i Michelinstjerneskær, og man kan ikke få lokkerne klippet, medmindre man kan overtale et husstandsmedlem til at forsøge sig med saksen.
Manglende udgifter hober sig op, dagene bliver en trummerum af inaktivitet og udlængsel. Jeg kunne selvfølgelig støvsuge noget oftere, men det var ikke på jeg-glæder-mig-til-listen, da jeg gik på efterløn.