Kategoriarkiv: Forbruger

Telefonsælgere, læs dette

Næste gang en telefonsælger ringer, siger jeg: ”Et øjeblik”, lægger telefonen og sætter opera på. Hvor længe vil vedkommende mon holde ud?

Det er egentlig en gammel plan, men i går havde jeg liiige åbnet munden for den første bid, da gimpen ringede.

Ganske vist var det ikke souffle, og selvom løgtærte ikke kollapser, skal den helst være varm, så jeg afbrød bare forbindelsen.

Denne gang var det fra Nordjyske Stiftstidende, der med dødsannoncer som breaking news burde hedde Stivtidende.

Hvis telefonchikanøsen eller andre i hendes branche læser dette så vid, at jeg aldrig nogensinde vil abonnere på jeres papirmisbrug eller købe jeres forsikringer, hvis I bare én gang har forstyrret mig i den bedste spisetid – eller på et hvilket som helst andet tidspunkt.

Det er et løfte, og jeg holder ord.

Og så tror jeg i øvrigt, at det skal være ”O sole Mio” (på gentagelse) med Pavarotti i stedet for opera. Selvom telefonsælgeren ikke forstår spydigheden, vil jeg nyde den.

Reklamer nej tak og julestemning

De sidste 2 uger er det væltet ind med reklamer og gratisaviser, selvom vi har reklamer absolut nej tak på postkassen.

Min første harmdirrende indskydelse var at lade det regne med svovl og edder via telefonen, men så blev jeg overmandet af mild julestemning: jeg kunne jo også få skiftet mærkaten på postkassen. For når sandheden skal frem, er den så falmet af solen, at den kan overses, hvis man er tilstrækkeligt motiveret.

Så jeg gik ned til posthuset blot for at erfare, at det er lukket og flyttet til den nærmeste Superbrugs. Nå, videre til Superbrugsen og trække et nummer. Der var kun 11 i køen før mig, og det tog kun et kvarter at komme til.

Nej, de har ikke mærkater på posthuset – man skal ringe til kundeservice, fortalte skrankedamen og skrev nummeret op til mig.

Mens telefonen og jeg ventede i 10 minutter på den første ledige medarbejder, servicerede de os med musik og opfordringer til at sende pakker til tiden. Jeg fik også hævet penge i en automat, selvom det er lidt besværligt med én hånd.

Den første ledige medarbejder var julevenlig og lovede at sende mig hele to mærkater, så jeg kan holde farven ved lige.

Så må vi se, om det hjælper. Hvis ikke, skal de dæleme få min julestemning at julemærke, skal de!

BRFkredit vil SÅ gerne have lov til at sende spam

BRFkredit har igen sendt et tiggerbrev, hvor de trygler om at få lov til at spamme mig med e-mails. Lad mig roligt og behersket sige: NEJ-I-MÅ-IKKE!!!

Brevet starter:

Derfor vil vi gerne vil sende dig en e-mail!

Hovedparten af BRFkredits kunder benytter sig i dag af vores forskellige services via e-mail.

Ja, for i dag står det i forretningsbetingelserne, at man som låntager giver sit samtykke til at modtage e-mails og telefonopringninger fra BRFkredit, BRFbank og deres samarbejdspartnere. Det stod der ikke, da vi optog vores lån i ruder konges tid. Ha-ha!

Brevet fortsætter med bla-bla-bla og så:

Men lige nu er der meget af dette, du ikke får

Af hjertet: Tak!

bla-bla-bla-heldigvis-bla-bla-behøver-blot-bla-bla-bla-kundecenter-bla-bla-send-svarkortet-bla-bla-god-jul

Det skal retfærdigvis siges, at BRF nu gør opmærksom på, at man kan trække tilladelsen tilbage. Det gjorde de ikke i de betingelser, jeg citerede den 8. marts. Gad vide om Forbrugerombudsmanden har været efter dem?