Man kan snart ikke spise noget som helst uden at få dårlig samvittighed. Maden er enten truet af udryddelse eller produceret uetisk.
Nu er det ålen, sværdfisken og den blåfinnede tun der trues af udryddelse.
Torsken fra Newfoundlands fiskebanker er for længst spist op, men i det mindste har hvalerne fået nogenlunde fred, når man ser bort fra japanernes fangst til videnskabelige sushiformål.
Men det er ikke gjort med det. Hvis lækkerierne ikke er truet af udryddelse, er de udsat for tvangsfodring, skuldersår, små bure, traumatisk transport, génmanipuleret resistens mod sprøjtemidler, konkurrenceforvridende landbrugstilskud eller sågar sødmælk.
Når man som forbruger har forvisset sig om, at den forsvarsløse ingrediens kommer fra en talrig bestand og er produceret etisk og miljørigtigt, er der stor sandsynlighed for, at den har belastet klimaet med metanprutter eller kommer fra et land, som undertrykker menneskerettighederne.
Som bæredygtig forbruger skal man holde sig orienteret og have tjek på alt fra bestandsstatistik og økologisk balance til klimabelastning og geopolitik.
Det er noget af en opgave at løfte, og derfor skal man være bæredygtig.
Jeg fik smagt tun, sværdfisk og ål før det blev for sent. Jeg har taget min bid af bestanden. Det var ikke så godt og samtidig vældig godt. Nu ved jeg, hvad jeg går glip af.
Det er næsten ikke til at bære.
