Kategoriarkiv: Politik

Valgkamp og politikerlede

Politikere skal måles på deres gerninger. For mig er valget regnskabets time og ikke løfternes. Skamløs varm luft flytter ikke mit kryds.

ValgSom ung og nyslået vælger syntes jeg, valgkamp var spændende. I dag fylder den mig med lede. Politikerne er så pinligt gennemskuelige, og mange taler til os, som om vi var idioter.

Det er vi så også, for vi stemmer jo på dem, og det er valgets paradoks.

Hvordan kan nogen fx stemme på Claus Hjort Frederiksen, der som minister bevidst har løjet for Folketinget og overtrådt landets love?

Hvad skal det nytte at forlænge min frokost med 12 minutter, og hvad rager det mig, hvad kvinder har på hovedet eller ser på parabol TV?

Nogen vil styrke finanserne med skattelettelser – er de religiøse eller blot matematiske tumper? Andre vil frelse verden ved at spise økologisk og brandbeskatte alt, som smager godt og er sundt i morgen.

Jeg overdriver, det ved jeg, men de fylder mig med lede fra en ende af. Nogle mere end andre. Jeg ved, hvor jeg vil sætte mit kryds. For mig er valget regnskabets time – ikke løfternes.

Imponeret er jeg ved grød ikke, men jeg sætter mit kryds ved mit mindste onde. Det ændrer de kommende ugers skamløshed ikke på.

Selvom jeg gør alt for at undgå valgkampen, maser den sig ind alle vegne som julepynt i oktober. Det skal blive skønt at få den overstået, så man kan rette tæerne ud igen.

Ukrudt og den højreradikale loge ORG

Ukrudt forgår ikke så let, og mens jeg lugede fortovet, tænkte jeg på den højreradikale loge, ORG, med dens patrioter i pæne borgerlige erhverv.

Redox offentliggjorde i går sin rapport om ORG, en højreradikal loge som i nogen grad hemmeligt har styret andre grupper på den ekstreme højrefløj.

Logens centrale personer er pæne mennesker i pæne borgerlige erhverv – forretningsfolk, militærpersoner, gymnasielærere, andre offentligt ansatte, journalister m.fl.

De er patrioter og hilser hinanden med ”Hil”. Nogle har en fortid i Dansk Folkeparti, og flere har tætte forbindelser til fx Den Danske Forening og Trykkefrihedsselskabet.

De forbereder sig på væbnet racekrig og registrerer ”landsforrædere”. Hooligangruppen White Pride fungerer i nogen grad som uvidende stormtropper og rekrutteringsgrundlag.

De er ikke mange, men deres tankegods ligner Breiviks, den norske terrorist som ikke ville vente på, at racekrigen brød ud – eller hvad pokker det var, han ville eller ikke ville.

De er sådan nogle pæne mennesker med pæne borgerlige erhverv.

 

Hvorfor kræve at nogen tager afstand fra noget?

Hvornår startede det perfide pis med at kræve afstandtagen? Går man måske ind for terror og tortur, fordi man ikke tager offentlig afstand?

SlangeDen har sneget sig ind, mistænkeliggørelsen, og det bliver værre og værre, det med at kræve at folk tager afstand fra dit og dat.

Og nu var den der sørme igen. Denne gang i Politiken i et indlæg af Pia Kjærsgaard:

”Og hvor har Politiken i øvrigt været, når ekstremistiske muslimer har udøvet terrorhandlinger?

Har du eller andre på avisen nogensinde bedt herboende imamer og muslimer om så meget som en lille smule afstandtagen – eller for den sags skyld bedt dem om at tage del i debatten? ”

Hvorfor i fænghullet skal man bede folk om at tage afstand fra terror eller andre modbydeligheder, som ingen civiliserede mennesker kan have sympati for?

Der kræves afstandtagen fra højre og venstre, til det ene og til det andet. Det har smittet som tynd mave og er langt under lavmålet for anstændig debat.

Formålet er kun ét, nemlig at mistænkeliggøre andre og skyde dem noget i skoene (og evt. selv få presseomtale). Det er ”den der tier samtykker” kørt langt ud på det perfide sidespor.

Og hvis den forulempede ikke vil deltage i en debat på skolegårdsniveau og på så lumpne præmisser, er afsenderen der straks:

”Æ bæ bu – der kan I se: XX vil ikke tage afstand fra…!” (terror/tortur/politivold/børnemishandling osv.).

En plejefamilie er for nylig anklaget for vanrøgt, eller hvad ved jeg. Skal man kræve, at Plejefamiliernes Landsforening tager afstand fra vanrøgt af plejebørn?

Nej, det ville da være tåbeligt. Medmindre man da har et horn i siden på foreningen, og så ville kravet også være perfidt.