Kategoriarkiv: Rejse

Galskab på Telendos

Den lille græske ø Telendos er normalt indbegrebet af fred og ro, men om morgenen er den et galehus.

Nætterne er varme på disse kanter, men nogle timer før solopgang indfinder sig en velsignet kølighed. Huden bliver omsider tør, og den eneste lyd er myggenes højfrekvente blodtørst. På det tidspunkt sover man allerbedst.

Og netop på det tidspunkt galer øens første haner. De andre lidt sløvere haner følger trop, og de prøver alle at overgå hinanden. Kollektiv galskab.

Hundene må nu protestere mod denne krænkelse af nattesøvnens territorium, og øens æsel, Odysseus, giver sit skrydende besyv med. Selv krager og småfugle blander sig i koret.

Fiskene blander sig ikke, og det er der flere gode grunde til.

Grillet havaborre (resterne)

Ti minutter over syv ringer kirkeklokkerne, og som om vi ikke havde hørt det, ringer de igen lidt senere. Fiskerbåde dunker driftigt ude på vandet, og hvis man ikke allerede har resigneret, er det tid at stå op.

Læs resten →

Fra Kos til Telendos

Fredag har vinden lagt sig. Det Ægæiske Hav ligger som blåt linoleum, når brisen ikke kradser lidt i overfladen. Morgenlyset giver pastelfarver.

Vi spiser morgenmad på balkonen med udsigt til havet, Kalymnos og hele molevitten, som har pastelfarver i det bløde morgenlys. Først når solen får rigtig magt, bliver himmel og hav knaldblå.

Torsdag aften forløb som forudset i sidste blogindlæg, blot var det en behagelig overraskelse, at The Traditional House havde smørmør ged som en af ”today’s special.”

The Traditional House

Da vi gik hjem fra Bar Number One, var omkvædet ikke ”I’ll hold your hand in mine,” men: ”You’re sixteen, you’re beautiful, and you’re mine.” Et ekko fra en tid hvor popmusikken ikke belastede nervesystemet med digitale lydeffekter.

Til Telendos

Læs resten →

Feriestart i Mastichari på Kos

Der blæste en frisk vind i Mastichari i går, men her er alligevel herlig sommer. Vi slapper af og nyder livet ihærdigt med at lave ingenting.

Jeg fik ringet til udlejeren og forlænget lejemålet af vores penthouse til i morgen, hvor vi rejser videre, og med det på plads kunne vi slentre rundt uden bekymringer.

Fiskekutter på Kos

Der er ikke meget at se eller gøre i Mastichari på Kos udover at slappe af eller bade. Stranden er pragtfuld, men vinden var mig et nummer for overfrisk til en svømmetur. Det ville være hundekoldt, når man kom op.

Blæksprutter modner i solen

Så når vi ikke nød balkonens udsigt, gik vi rundt i byen, og der er såmænd nok at kigge på, hvis man ikke bare vil hænge ud på en af caféerne med WiFi: Blæksprutter hænger til solmodning, basilikum i potter gror til meterhøjde, vasketøj lyntørrer, blomster blomstrer, og katte og grækere gør det, de nu gør.

The Traditional House

The Traditional House laver fremragende græsk mad (rigtig koskost). Værten er lille og trind og ser så glad ud. Alt er økologisk og fra egen bondegård. Der er fuldt hus hver aften, stedet er med rette populært.

Vi valgte hjemmebagt brød med oliventapanade efterfulgt af langtidssimret svinekød i en symfoni af grøntsager med ris. Desserten var backlava til Helle og kadaifi til mig. Det havde jeg ikke prøvet før, og det var en rulle med sej honning og fyld af knuste nødder og aroma af kanel. Mums, hvor sødt!

Kadaifi - græsk dessert

Den hjemmelavede rødvin var solbrændt og krydret. Den smagte nærmest som den cypriotiske hedvin, commandaria, blot ikke sød og hed. Det må være samme drue. For denne herlighed måtte vi betale 30,5 euro.

Ved nabobordet sad en enlig kvinde med ørnenæse, afbleget hår og solrødt skulderparti. Ansigtshuden var stram som efter en kosmetisk operation, så måske ”i fyrrerne” ikke kan gøre det.

Hun udstrålede en så stoisk melankoli, at vi kom til at snakke om, hvor godt det er for os at rejse sammen, at kunne dele oplevelserne.

Dagen sluttede med en Metaxa på Bar Number One. Her spiller de antik-rock fra 60’erne og 70’erne, men sandelig om ikke værten blev helt moderne og også spillede ”Sultans of Swing” med Dire Straits. Hvis jeg husker ret, er den fra omkring 1980.

Han er en mand med smag, og det modne publikum føler sig hensat til ungdommens år. Kvinden med ørnenæsen havde også fundet derind og så ikke længere så ensom og sørgmodig ud.

Myrer til morgenmad

Læs resten →