En husejer skal forsvare et minimum af matriklen som bastion mod planterigets erobringstrang, men det gøres afgjort bedst i tørvejr.
Den megen regn har fået græs og fortovsukrudt til at gro i vildskab, og baghavens urskov rækker grådigt sine botaniske fangarme ud efter mere territorium.
Jeg har for længst erkendt, at jeg ikke kan vinde kampen, men jeg forsvarer tappert en lille bastion af civilisationen mod planterigets erobringstrang. Det er en slags magtbalance. Regnskoven skal bevares og alt det der, men vi skal vel være her alle sammen.
Græsset har nu nået en højde, hvor mosset skal have en hjælpende hånd (mosset og jeg er allierede). Begreber som fairness og sportslighed må vige; dette er ikke et spil, men en rå kamp om magt.
Efter lidt mentaltræning iførte jeg mig arbejdstøj og handsker og trådte ud af døren, hvor jeg blev angrebet fra en uventet kant: Det var begyndt at regne. Ikke voldsomt, men alligevel så offensivt at jeg blæste til omgående retræte.
Det var uforudset, og nu kræver det tid at beslutte, hvad jeg skal lave i stedet. Omstillingsparathed er fint nok på jobbet, men der er grænser for, hvor meget man skal blande arbejdsliv og privatliv.
Når jeg nu ikke kan være frontsoldat, må jeg hellere lege lidt med det nye videokamera. Måske kan jeg lære at lave små dokumentarfilm, der kan arbejde i civilisationens tjeneste.
Til hverdag orker jeg sjældent at tage ind til byen efter fyraften, og jeg havde derfor planlagt et par ærinder til denne lørdag formiddag. Vejrudsigten havde jeg dog ikke taget i ed.