Jeg var til det halvårlige tandeftersyn i dag.
Briksen knækker et sted på midten, så jeg ligger udspændt som en fakir over to stole og får ondt i ryggen. Tandlægen og assistenten bærer masker og gummihandsker, som var det med sikkerhed et kirurgisk indgreb. Lampen blænder, så de kunne reklamere med “nye rør”.
Hænder og instrumenter fylder og roder i min normalt så private mundhule. Mundvigene strækkes til det yderste, og kæbemusklerne bliver trætte.
Slamsugeren rammer hele tiden tungen, forelsker sig i mine smagsløg og slipper kun modstræbende med et “schwup!”
Jeg når ikke at tænke på sugemærker, for vandstanden stiger og stiger og aktiverer drøbelens niveaualarm, men jeg kan ikke synke uden at bide sammen om stål og fingre. Kun ved at simulere drukning opnår jeg en kort våbenhvile.
Det værste er næsten lydene, der forstærkes med kraniet som resonansbund: stålets raspende skkkratsch-skkkratsch og ultralyds-renseren, der hviner højfrekvent som en hysterisk moskitosværm.
Endelig hører jeg en fjern stemme sige, at jeg gerne må skylle, og at der ikke var huller. Hun gjorde ellers, hvad hun kunne for at grave nogle.
Jeg er varm og småklam, men pulsen falder, nu det er overstået. Jeg betaler 311 kr. og er lettet over, at det kun varede et kvarter.
/Eric