Jeg ser dem jævnt tit gå morgentur. De kommer forbi lidt i 7, når jeg trækker cyklen ud af garagen, eller jeg passerer dem lidt nede ad vejen.
Klik for større foto.
Det er ikke hver dag, men spadsereturen virker som et fast ritual, så formentlig varierer de ruten eller tidspunktet.
Da jeg havde set dem nogle gange, sagde jeg ”godmorgen,” og han hilste igen. Det er nogle år siden nu.
Hvem der i dag hilser først er lidt tilfældigt, men hvis jeg overhaler dem, er det mig. Han hilser med høj, klar stemme og et glad tryk på ”mårn”. Næsten uden accent.
Jeg tror, de oprindeligt er vietnamesere, men ved det ikke. Det kunne bare passe med deres alder, hvis de kom hertil som bådflygtninge.
De må begge være pensionister. Alderen er svær at bedømme, men er vel tæt på 70.
Han går forrest, energisk, hun ca. 3 meter efter ham. Om det er noget kulturelt, ved jeg ikke, måske har hun bare svært ved at følge med.
Det kunne forklare den let ludende gang, men vores møde er altid kort, så jeg har ikke set, om han venter på hende med mellemrum.
Hun er som regel i en grå, vatteret jakke og han i vindjakke. Om vinteren trækker han gerne hætten op. Regner det, bruger de begge regnjakker. Blå.
De pirrer min nysgerrighed lidt, men jeg har aldrig gjort noget for at mætte den.
Når jeg stopper med at arbejde, er det slut med at cykle før kl. 7. Jeg kommer til at savne vores morgenhilsen.
/Eric
Arbejde adler, gør søvnen sød og bærer lønnen i sig selv, siger gamle ordsprog. Hvad man dog har fundet på for at sukre arbejdspillen!