Haven er normalt et fredeligt sted, hvor solsorten synger serenader, men skaderne og deres unger har vendt op og ned på dette.
Indzoomet skadeunge
Der er ikke tre småskader, som jeg skrev i sidste indlæg; der er fire. De sidder i buske og træer og piber: ”Ih-gimigmad! Ih-gimigmad!” eller også går de rundt med korte haler og pikker i plænen.
Når en forælder lander, overfaldes den af ungerne. De basker med vingerne, åbner næbbene og piber: ”Ih-gimigmad!”
Det får de dog langtfra altid. Som oftest letter far/mor uden at dele ud. Der er sikkert et nyt kuld hjemme i skadestuen.
Vover katten sig frem, lyder først en kort kommandoskræppen, og når ungerne er i sikkerhed, får katten så mange skældud, at han sjosker mjavende hen til os for at få trøst. Han kender ikke til skadefryd.
Det er ganske underholdende, men der er sådan et leben, at jeg egentlig hellere var skadefri. Solsorten er sikkert af samme grund flyttet til en anden have og kommer kun for at spise/hente af kattens tørkost.
Køleskabsskaden
Køleskabet er også skadet, og det er ikke en frostskade. Fredag var det ikke blevet lukket ordentligt, og måske har det fået en arbejdsskade, for nu kommer temperaturen ikke under 10-12°.
Fødevarerne er evakueret til det gamle køleskab i kælderen, som ellers kun kører i juledagene. Så der er ikke krise, men det er træls, når der skal hentes og bringes.
Det skadede skab er mindst 15 år gammelt, så det kan ikke svare sig at få det gjort skadesløs – det har allerede levet længere, end det var designet til.
I formiddags kørte vi derfor til Skousen, der har forretning i midtbyen. Alternativet var City Syd, som ikke har en pind med city at gøre, men er en samling mastodont-varehuse langt uden for den egentlige by.
Skousen har åbent første søndag i måneden; det står både på nettet og på skiltet i den låste dør. Måske står det et andet sted, at de har lukket grundlovsdag.
Af skade bliver man klog, siger man. Så må vi se, hvor hurtigt det går. Jeg synes allerede, jeg kan mærke noget …
/Eric
