Bedre sent end aldrig

Sommeren er endelig kommet, og efter mere end tre måneders venten har vi endelig fået vores voucher fra KLM.

Sommeren har ikke imponeret, hverken på udførelse eller kunstnerisk indtryk, men i går oppede den sig, og i dag er den i storform. Bedre sent end aldrig.

Tot tager solbad

Bordets glæder – Tot tager solbad

Der er morgensol på terrassen, når der altså er sol, og katten nyder det på bordet. Ved titiden er der skygge, og jeg nyder at kunne sidde her uden at være pakket ind i trøje og tæpper.

I dag skal jeg ikke foretage mig andet end at gøre grillen klar og marinere en svinemørbrad i olivenolie, citronsaft og fennikelfrø.

Med fennikelaromatisk gris, grillet aubergine og rødvin fra Puglia bliver den italienske illusion næsten perfekt. Ups! Pause! Jeg skal lige have en prosecco på køl – vi skal have en aperitivo, mens grisen syder.

Voucher fra KLM

Læs resten

Spildt tid tørrer man ikke op

Den tid, man spilder, kan ikke tørres op. Den er nemlig væk, gået, og pyt med hvor den gik hen.

Timeglas

Efter godt halvandet år på efterløn har mit forhold til tid ændret sig, og det er vel ikke så underligt, for nu har jeg fritid på fuld tid.

”Vores tid” er fælleseje, men vi har også hver vores helt private tid. Nogen, der ser min bugnende tidslomme, vil nok sige, at jeg har fået mere end godt er, når jeg nu ikke gør min borgerpligt og arbejder, til jeg segner.

Den herskende tidsånd tolererer nemlig ikke skæv tidsfordeling. Tid er kostbar, tid er penge, og når jeg har så rigeligt og ikke bruger den til noget fornuftigt, spilder jeg den per definition og burde betale en tidsregning eller idømmes en tidsbegrænsning.

For min skyld kan tidsånden godt gå igen, jeg bad den ikke komme. Den overser også det faktum, at jeg er arbejdstidløs, men lad det nu ligge.

Læs resten

Fred og gru på terrassen

Her på terrassen er der fred og ingen fare, men gruen er kun sekunder væk.

Mågen Mogens går platfodet rundt på plænen og tjekker, om småfuglene har overset et valset havregryn. Mogens er sølvmåge og stamgæst.

Mågen letter

Mågen letter

I starten kunne jeg drive ham på flugt ved at vifte med en arm, men nu skal jeg op og gå nogle truende skridt, før han letter. Han vender tilbage, når jeg har sat mig, så det er ikke umagen værd.

Det blæser fra vest, men dette er Nordjylland, og terrassen er i læ. Med en trøje og et tæppe på er det ikke for koldt.

Jeg rækker ud efter krydsordshæftet. ”God grund” må være ”alibi”. Når man har stirret sig blind, hjælper det med en pause.

Nu får skagboerne også en pause. ”Hellerup-ugen” er slut, og de sikkert vel opdragede uopdragne unge er draget hjem. Vi må håbe, at adspredelserne kun spredte nattelarm.

Læs resten