Tag-arkiv: Cement

Momsfri dag i byggemarkedet

Jeg gik opgivende rundt i byggemarkedet på jagt efter noget, som selv gør det selv. På en momsfri dag er man jo ligesom nødt til at spare penge.

Minus 20 procentJeg er ingen elsker af byggemarkeder. Det tager irriterende lang tid at finde det, jeg skal bruge, og så er der jo et indbygget efterspil: Man skal gøre noget selv, når man kommer hjem.

Men nu var der altså noget, jeg skulle bruge, og når sandheden skal frem, var det cement. Det kan jeg selvfølgelig få på mit arbejde, jeg arbejder jo på en cementfabrik, men jeg skulle bare bruge en lille bitte smule, og det skulle altså være nu.

I går udskød jeg det til i dag, og det skulle jeg aldrig have gjort, for i dag var der momsfri søndag, forkyndte et rødt skilt, og så er man jo ligesom forpligtet til at spare mere end nogle få kroner på 5 kg cement.

Så jeg gik opgivende rundt i byggemarkedet på jagt efter noget, som selv gør det selv, men den slags fører de ikke. Det lykkedes mig dog at spare 72,36 kr. på noget, hvor jeg ikke skal gøre ret meget.

Nu håber jeg, at jeg får brug for det, ellers har jeg jo ikke sparet noget, men det må gerne ske senere end snart. Det ville ikke gøre noget.

 

På seminar i Clitheroe nær Manchester

Det var et godt seminar. Hotellet (en gammel herregård) var en fornøjelse, og Lancashires saftiggrønne landskab er en fryd for øjet.

Hotellet

Hotellet – en gammel herregård

Onsdag cirklede vi mindst 10 minutter over Manchester, fordi en arabisk jumbo med tekniske problemer fik prioritet. Omringet af bittesmå brandbiler stod den, da vi taxiede forbi.

Da vi skulle rejse hjem torsdag, blev vi også forsinket af en nødlanding. Så sig ikke, at der ikke sker noget, når man rejser; men tilbage til landskabet…

Læs resten

25 års jubilæum på cementfabrikken

Få dage efter jeg begyndte, gik man i strejke. Jeg vidste knap hvorfor, og da jeg fik min første løn, skyldte jeg fabrikken 600 kr. i bod.

I dag er det 25 år siden, jeg begyndte på cementfabrikken Aalborg Portland. Jeg startede på ”Pladsen”. Hvorfor det hed Pladsen, er der nok ingen, der ved i dag, men vi tog os af alt forefaldende arbejde, som kunne klares med lufthammer og lignende præcisionsværktøj.

I alt var der vel omkring 1500 ansatte den gang – jeg husker ikke det præcise tal, og i dag er det skrumpet til en fjerdel. Timelønnen var 52,65 kr., og det blev man ikke fed af. Senere kom jeg på månedsløn, men jeg er stadig ret tynd.

Læs resten