Tag-arkiv: Fødselsdag

Fødselsdag på Leros

Lørdag overnattede vi i Athen, og i går ankom vi til Leros, hvor vi fejrede Helles runde fødselsdag med ged i allehåndekrydret tomatsauce.

Ged i tomatsauce

Langtidsstegt ged i allehåndekrydret tomatsauce

Fødselsdagen blev også fejret fredag på arbejde, hvor Helle blev overvældende begavet af sine kollegaer, men det var noget særligt at ankomme til Leros på selve dagen.

Athen

Forud gik en sej rejse til Athen: Aalborg – København, København – München og München – Athen. Det kunne gøres nemmere, men ikke væsentligt billigere.

Der går morgenfly til Leros, så vi overnattede på det mangestjernede lufthavnshotel, Sofitel. Tjenende ånder på hver en finger og et godt værelse. To ouzo i baren kostede det samme som en helflaske i butikkerne, men skidt.

Fra Athen til Leros

Athens lufthavn er organiseret kaos, men boardingpass og bagagemærker trak vi i en automat, og bagagen fik vi afleveret forholdsvis hurtigt. Når man så køen, kunne man ellers nok blive nervøs.

Flowet gennem sikkerhedskontrollen var imponerende hurtigt, men der var heller ikke mindre end vistnok 17 passager til de mange rejsende.

Brumbassen til Leros er vist af typen Dash 8, som folkeviddet døbte ”Chrash 8” efter flere uheld tilbage i 2007. Landingsbanen er alt for kort til jetfly, så propelfly er nødvendige

De omkring 20 passagerer stimlede sammen om bagagebåndet, dog ikke jeg der gik udenfor for at kapre en taxi, mens Helle stimlede for os begge.

Læs resten

Brevet fra Ristorante San Giovanni

Der er brev fra San Giovanni, en italiensk restaurant i Aalborg. Nydelig A5-konvolut i svært papir og Hr. foran mit navn. Hvad vil de mon mig?

San GiovanniJeg modtager sjældent breve. Næsten alle betalinger og rudekuverter går via PBS og E-boks. Personlig korrespondance (undtaget misundelsespostkort) klares med portofri e-mail.

Jeg studerer kuverten. Den er af svært, lysegult papir og påtrykt det billede, du ser til højre. Navn og adresse er håndskrevet med et høfligt ”Hr.” foran.

Hvad vil de mon mig? Jeg trækker spændingen ud og laver forhalende komme-hjem-gøremål, så brevet får tid at vokse og fylde mig med forventning.

Papirkvaliteten og den håndskrevne adresse taler imod reklame. En invitation til et anmeldermåltid er nok for meget at håbe på, skønt jeg før har fået overraskende reaktioner på mine rejsebeskrivelser.

(Anmeldereksemplarer af nye bøger er kutyme, men restauranter har desværre ikke taget idéen op, skønt de fleste skifter menukort med mellemrum.)

Mere sandsynligt er nok et arrangement, hvor min tidligere italiensklærer er indblandet. Hun er så aktiv med mange ting, og skønt vi kun har sporadisk kontakt, har hun før vist sin betænksomhed.

Til slut kan jeg ikke vente længere. Jeg sætter mig i husets bedste stol og åbner forsigtigt kuverten. Det er en invitation. En god ven fylder rundt, og festen holdes i San Giovannis selskabslokaler.

Men hov! Datoen – er det ikke, mens vi er i Riga? Med kold nervøsitet tjekker jeg billetterne, og nej, fødselsdagsfesten er fire dage før afrejse. Pyha!

Vi glæder os til en aften med godt selskab og italiensk slow food. Det er rart at få sådan et rigtigt brev en gang imellem.

 

Fødselsdag og status

Ældre mennesker har det med at gøre status, når de har fødselsdag. Det er også ok, bare de ikke holder kedelige taler, man ikke kan gå fra.

Fri mig for taler om saldoen på livets sparekassebog, erfaringens rentetilvækst og flidens frugter.

Jeg lærer alligevel sjældent noget af andres erfaringer, medmindre de bekræfter mig i det, jeg alligevel har lyst til at gøre eller ikke gøre.

Det er også gerne selvbedrag, hvis taleren siger, at han har styret sin livsbane med flid, sølvstænk i konens lokker og hvad ved jeg.

Selvfølgelig har vi indflydelse på livsbanen, men de skarpeste sving og frakørsler bestemmes tit af tilfældigheder. Skæbnen om man vil.

  • Hvis mine forældre ikke var blevet skilt, havde jeg næppe lært dansk, og du havde aldrig læst dette.
  • Hvis jeg ikke havde mødt lille lyse sambo, havde vi nok fundet andre partnere og fået andre liv. Den eneste ene er en statistisk population.
  • Hvis nogen i min humanistiske ungdom havde sagt, at jeg ville ende som tekniker på en cementfabrik, ville jeg have leet højt.
  • Hvis…

Bevares, jeg har da haft indflydelse og valg og har det også i morgen; men i mangt og meget sidder man på skæbnens passagersæde.

Jeg fylder i øvrigt 55 i dag, men du kunne jo bare være gået. Ingen ville have opdaget det.

Men det var nu pænt af dig at blive.