Tag-arkiv: Telendos

Her går det godt

Det går jo meget godt, hvis man ser bort fra krig i Ukraine, truende hungersnød, pandemi, galopperende inflation, negative renter og så det løse.

Den lille, græske ø Telendos

Sensommerens rejsemål, den lille, græske ø Telendos

Hvis man absolut vil være nedtrykt, skorter det ikke på egnede depressionskilder, men selvom verden er af lave, er der da lyspunkter.

I flæng kan jeg nævne, at min tandlæge ikke fandt nogen huller i mandags, havens solsort synger så smukt som Caruso, fjernvarmen i Aalborg er ikke gasbaseret, og Boris i nr. 10 går af.

Læs resten

Rejsen til Leros og Telendos

Det var en god ferie på Leros og Telendos i det græske øhav, og nu har jeg skrevet lidt om turen, krydret med fotos og nogle få videoer.

Gyldent vand på Telendos

Man kan sige meget om de græske øer, og det har mange også gjort. For os er det bedste at tage ud, hvor kragerne vender. Her er folk venlige, og tempoet er tilpas neddroslet.

Vi har været på Leros og Telendos før og har set det meste af det, der er ”at se”, så turen var dedikeret til afslapning. Det kommer der ikke nogen hæsblæsende dagbog ud af.

I hvert fald ikke når man tilbringer timer i skyggen på terrassen eller sidder på en taverne og glor på havet, mens solen går ned, og isterningerne smelter i ouzoglasset. Lidt dagbog er der da, men ellers er det mest stemninger og indtryk.

Herunder en video fra Pandeli Bay på Leros, som vel giver et udmærket indtryk af “tempoet”.

På tidligere rejser er vi ankommet til fx Kos sent om aftenen efter lang tids venten i Athens lufthavn, og dagen efter er vi så taget videre til fx Telendos.

Denne gang valgte vi en anden og mere magelig model. Vi fløj til Athen, overnattede på et lufthavnshotel og fløj så til Leros næste morgen. Man lander typisk i Athen ved middagstid eller senere, og så kan man sjældent komme videre til de små steder samme dag.

Det var ikke så tosset en model, og nu vil jeg undersøge, hvilke andre småøer der har en stump landingsbane, som er for kort til charterselskabernes jetfly, men som beflyves af Olympic Air eller Agean Airlines.

Det kan meget vel tænkes, at destinationen bliver en anden næste år. Det er helt fint at vende tilbage til steder, man holder af, men der er jo med garanti andre dejlige steder, som bare skal opdages.

Men vil du med på en virtuel tur til Leros og Telendos, så sæt dig til rette i lænestolen og klik her.

/Eric

Send mere ferie

Vi er ankommet til Telendos, og freden har sænket sig for alvor. Forvent ikke flere indlæg, før vi kommer hjem. Det er for bøvlet og tidskrævende.

Når vi kommer hjem, vil jeg bl.a. skrive om The Captain og englænderne i pub-eksil på Leros, om overfarten med Blazing Saddles over det blanke hav til Telendos, om at spise kødboller, når der er strømsvigt og natsort, og hvad der ellers må hænde.

Vi har fået en fin lejlighed og er tilfredse.

Gammel basilika

Vi nyder det seriøst, men ferien er for kort til at skrive blogindlæg og håbe på en langsom forbindelse på Restaurant Rita. Så historierne må vente, medmindre – selvfølgelig – I sender mere ferie …

/Eric