Polsk er meget nemt. “Redningsvest under sædet” hedder “Kamizelka ratunkowa jest pod twoim fotolem”, og sådan er det hele vejen igennem.
Vi skal besøge en cementfabrik i Chelm i Polens sydøstlige hjørne nær grænsen til Ukraine. Jeg rejser med Søren fra Technical Centre, og rejsens primære formål er at se, hvordan polakkerne erstatter fossilt brændsel med store mængder brændbart affald.
Vi lander i Warszawa 11:20, men chaufføren, som skal køre os til Chelm, er ikke at se. Jeg får en tiltrængt smøg udenfor, og vi venter lidt, indtil det går op for os, at der er to ankomsthaller i Warszawas lufthavn.
Chaufføren står stoisk og venter i den anden ankomsthal. Han holder et skilt med teksten ”Cemex,” navnet på den cementkoncern som ejer fabrikken.
Han er firskåren og velklædt i sort jakkesæt med vest. Man kan ikke se på hans højre velpudsede sko, at den er meget tung, men det afsløres, da vi kommer ud på landevejen.
Audien må have raketmotor eller noget lignende accelerationspotent, for turen fra Warszawa til Chelm er én lang overhalingsøvelse, hvor ryggen presses bagud.
Landevejen er tosporet med traktorspor i siderne, og der er en del langsomme lastbiler, som kører med den tilladte hastighed. Landskabet er udstrakte marker med snehegn og ind imellem skovstrækninger. Mange huse udspyr sodmættet røg fra brændeovne.
Trods rallykørsel med utallige overhalinger tager det ca. 3½ time at køre de ca. 230 km. Vi indlogeres på Hotel Relax et par kilometer fra centrum. Det er ikke just Hilton, men okay. Kvarteret er triste karréer i kommunistbeton, men gråvejret forstærker måske det sørgmodige indtryk.
Vi spadserer ind mod det historiske centrum ved halvfiretiden. Solen er allerede ved at gå ned – vi er kommet øst på. Det fryser lidt, og der er is på vandpytterne. Den fugtigklamme luft er bidende kold, selvom der næsten er vindstille.
Det er tydeligt, at Chelm ikke er en turistby. Vi ser ingen luksusbutikker eller boutiques med ”Q”. Gadebelysningen er sparsom, og vi må lede noget, før vi finder et sted, som er en blanding af bodega og restaurant. Nu skal det gøre godt med en polsk øl.
Relateret:
Selv den mest bipolære maniske turist vil være en mindre cementblanding fra at erhverve sig en november-depression ved tanken om Chelm, uanset antal hektoliter af polsk øl.
Men det bør samtidig cementeres, at denne blog ofte bringer lærdom til læseren. Således nye ord som “kommunistbeton” (betonkommunisme kendes af enhver historieinteresseret) og så det helt pragtfulde “accelerationspotent”. Transportministeriet med Vorbasse-postbudet i spidsen burde ufortrødent inkorporere denne glose i ethvert muligt cirkulære fremadrettet. 😉
Medens cementen blandes har kommentatoren været et digitalt smut forbi det mexikanske verdensfirmas hjemmeside og bl.a. erfaret den mangeårige lyst til fusioner. Derfor tænkes, om såvel Søren fra teknisk afdeling som blogejeren inden længe opsluges i en ny cement(firma)blanding?
Til det sidste kan siges, at det vel (i princippet) er hip som hap, hvilken international koncern man arbejder for. Det er imidlertid kendt i cementkredse, at Cemex (som mange andre fusions- eller spiselystne koncerner) er temmelig gældstynget, og at de frem for at købe snarere vil sælge aktiver.
Den italienske koncern, Cementir, som ejer cementfabrikken i Aalborg, har relativt set væsentligt lavere gæld og derfor større accelerationspotentiale – ikke mindst i krisetider 😉
Tænk jeg synes øst-betonen og gaderne har deres egen charme – nu det ikke er alvor mere. Gråvejr og øst-beton, så er det ligesom fokus bliver indstillet på de væsentlige ting – godt øl f. eks.
Bestemt en god pointe!
Ja, en øl må gøre godt her, for det er lige før man ryger ind i en depression ved at se de gode billeder, men som netop derfor ikke formår at skjule det trøstesløse miljø i bybilledet, som man oftest forbinder med Polen og de øvrige østlande.
Først når man når Krakow er billedet anderledes…..
Men sproget mestrer du, det forstår man.;-))
Krakow er en perle, men Chelms gamle centrum var nu heller ikke værst. Desværre var der for koldt og mørkt til at se ret meget. Mere om øl og sprog følger i næste indlæg 😉