Det er søndag, og kirkeklokkerne fyrer en salve af kl. 7, igen kl. 07:10, kl. 07:40 og derefter opgiver jeg regnskabet med Dong Energy.

Borgen på Leros
Kirkeklokker skulle ikke forbydes, folk har for travlt med at ville forbyde alt muligt, men de kunne godt være lavet af gummi.
Jeg har planlagt en tur op til borgen, som siden hedenold har ligget på en klippeknold højt over Leros. Helle har ikke lyst, hun har fornuften i behold.
Sidste år tog jeg trappen op. Det var ligesom en lakmusprøve på, om hjertet var OK igen; i år vil jeg følge vejen.
Jeg starter 09:10, inden det er for varmt. I starten er det som at gå tur i parken, men stigningen stiger, vejen bliver bare ved og ved, op og op. Solen bevæger sig samme vej.

Vindmøllerne blev bombet under krigen, men er siden genopført.
Vejen er asfalteret og bred, så to busser kan passere hinanden. Her og der bryder ukrudt gennem asfalten og kræver land tilbage. Med passende udsigts- og pustepauser tager turen mig knap 50 minutter.

På vej til borgen. Udsigt til Pandeli og Vromolithosbugten.
Jeg anbefaler trappen i stedet, selvom den er stejl. Kommer du nede fra Agia Marina, drejer du til venstre på Platanos Torv. Lidt henne deler vejen sig i to, og du tager den til højre. 10-20 meter henne starter trappen. Der er et skilt: ”KAΣTRO”.
Da jeg kommer ind i borgen, står en sortklædt, gammel kvinde i skyggen til højre for kirken. Hun hilser og spørger på gebrokkent engelsk, om jeg har været her før.
Jeg svarer, at det er tredje gang, og hun siger, at det nu koster 2 euro, hvis man vil se det hele, og 1 euro hvis man kun vil se borgen.
Jeg skal ikke se det hele. Jeg husker tydeligt, at kirken lugtede jordslået i 2008, og den har sikkert fået flere slag siden.
Jeg sætter mig på trappestenen foran kirken og puster ud. Den gamle dame spørger venligt, om jeg vil have noget vand. Jeg takker, men trænger kun til en hvilepause.
Jeg går rundt i de forskellige borgafsnit fra forskellige tidsafsnit. Det var Johanitterordenen der sidst ombyggede borgen, så den blev nærmest uindtagelig. De forstod sig på krigskunst og på at holde lokalbefolkningen i et jerngreb.
De havde ingen moralske kvababbelser herved: Den, der har magten, har retten.
Da tyrkerne gav Johanitterne smæk på Rhodos i 1522, flyttede ordenen til Malta og opgav også borgen på Leros, selvom den ikke var erobret.
Udsigten er fantastisk. Småbjerge spærrer udsynet til øens nordlige og sydlige spids, men ellers er det som et luftfoto. På borgens højeste punkt vajer det græske flag, blåt og hvidt mod blåt.
Efter en halv times tid går jeg ned igen, og denne gang tager jeg trappen. Sidste år ville jeg tælle trinene, men det gik i fisk, bl.a. fordi der er flere skridt på langt de fleste trappetrin.

Trappen ned fra borgen.
Denne gang lægger jeg en tændstik i brystlommen, hver gang jeg kommer til 100, og da jeg er nede, er der to tændstikker i lommen. I alt talte jeg 236 trappetrin, og mine lårmuskler protesterer mod den uvante belastning.
På torvet i Platanos
Jeg er varm, og panden er velsmurt. Heldigvis er der ikke langt til skyggen på torvets café. Jeg bestiller espresso, da jeg ved, at der følger en flaske vand med. Der følger også et stykke kage. Man kommer langt for to euro på Leros.
Jeg damper af i skyggen og betragter mændene, der spiller backgammon. Hvis der var nogen, der spillede skikkelig skak, kunne jeg såmænd godt bruge nogle pensionistmåneder her i platantræernes skygge.

Mænd spiller backgammon i Platanos
Som pensionist kunne jeg også spadsere til borgen hver dag og gøre hårnålesvingene til formkurver, men jeg må hellere stoppe nu, inden fantasien løber løbsk.
Der er jo også en siesta, der skal passes.
Relateret:
- Fødselsdag på Leros
- Hanegal og salt i hanen
- Afslapningens kunst på Leros
- Ro og genkendelse
- Ferieliv på Leros
- Den halvlamme på Leros
- Storm eller næsten på Leros
- En vindblæst onsdag på Leros
- Hjem fra Leros
/Eric
Jeg har altid syntes følgende gjorde det svært at få en god rytme “der er flere skridt på langt de fleste trappetrin.” Men sikke en udsigt, du blev belønnet med! Og slagværket synes at være i velbefindende?
Vindmøllerne er meget smukke og velholdte. De bliver sikkert kalket jævnligt.
Det er rigtigt med rytmen, men hvis der var et trin for hvert skridt, bille turen være en del hårdere. Vindmøllerne er smukke og står markant på bakkekammen.
En imponerende udsigt fra toppen og turen derop, er vist samtidig et godt bevis for, at hjertet har det godt.
Her på Sydhavsøen har vi stadig sol, sommer og varme. 18-21 grader hver dag, og ingen regn, mens det høvler ned i det jyske.
Ja, udsigten er værd at gå efter, og hjertet har det vist bedre end benene!
Det er rart, at I har lidt eftersommer. Her skinner solen ubesværet, og en brise til frisk vind tager toppen af varmen. Man kan dog stadig sidde i T-shirt om aftenen på stranden – det er lækkert 🙂
Det er en god øvelse med de trapper! De brede trin mindede mig om Santorini, hvor vi gik både op og ned. 560 trin hver vej. Det var lidt slemt, men værre op end ned, trods alt.
Kan man klare dem, kan man klare meget, men vandingshullerne er nærmest uundværlige.
Ja, sådan en tur kan mærkes i bentøjet. Det var nok gået nemmere, da jeg boede på 3. og 4. sal!
Du må da lære backgammon og så kunne du lære dem skak bagefter 🙂
her sidder jeg i regnvejr og vil gerne gå en tur, så sådan en tur op ad trapperne til en skøn udsigt gad jeg godt
Det var selvfølgelig en mulighed, men jeg er bange for, at jeg kommer på plejehjem, før de får lært skak 😉
Turen til udsigten skal afgjort tages om morgenen, før det bliver for varmt. Selvom vi skriver september, stikker solen.
Festligt indlæg.
Når nu både galende haner og bimlende kirkeklokker forstyrrer, kan ørepropper anbefales.
Det erjo noget af en udsigt på vej op til borgen og fra den. Kunne jeres svømmepøl ses.
Trappen synes ret let begåbar, netop fordi der er flere trin mellem hvert trappetrin – og jeg må sige jeg tænkte at det måtte være en smal sag sag og god træning for dig at tage turen og og ned hver dag. Og det endda før du skrev at som pensionist kunne det være en ide.
Ja, det kunne være fint med ørepropper – så kunne vi gå og sige “Hva’?” til hinanden hele dagen.
Det kunne givetvis være god træning at gå op og ned til borgen, men så er det bedre at gå til Agia Marina. Der er bakken næsten lige så lang (om end mindre stejl), og så er der caféer i begge ender. I denne varme er det godt med vandhuller 🙂